Kost

Dansk kost

I Danmark spiser vi rigtig meget kød. Faktisk spiser en dansker i gennemsnit 52 kg kød om året. Det svarer til cirka 140 gram om dagen. Kød er en rigtig gode kilde til vitaminer, mineraler og protein. Det er bare ikke det samme som, at man skal have rigtig meget af det.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kun spiser 50 gram kød om dagen. Hvis kødet er tilberedt som for eksempel kødpålæg så gælder det i stedet, at man kun skal spise 35 gram. 35 gram er cirka det to skiver rullepølse vejer.

Et af de officielle kostråd er, at man skal spise mindre rødt kød og i stedet spise fisk og bælgfrugter. Fisk og bælgfrugter indeholder protein ligesom kød. Men kød indeholder typisk også mættet fedt, hvor fisk og bælgfrugter indeholder umættet fedt. Det umættede fedt skal vi have mere af, end det mættede.

De officielle kostråd er:

  • Spis plante rigt, varieret og ikke for meget
  • Spise flere grøntsager og frugter
  • Spise mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde og det salte
  • Sluk tørsten i vand

Der er også en anden grund til, at det er godt at spise mindre rødt kød. Grunden er, at produktionen af kød belaster klimaet.  I lande som for eksempel Danmark, hvor vi spiser meget kød, er vi altså skyld i en større udledning af drivhusgasser, end i lande hvor man ikke spiser så meget kød.

Det er også bedst for klimaet at spise frugt og grøntsager, der kan gro i Danmark, og som er i sæson. Sæson betyder, at man spiser efter årstiderne. Det er for eksempel bedst for klimaet at spise jordbær, når det er jordbærsæson.

Du kan læse mere om klimaforandringer under emnet klima.

Danske retter

I 2014 blev Danmarks nationalret kåret. Retten stegt flæsk med persillesovs, fik 44 procent af stemmerne, og kom derfor ind på en førsteplads. På anden pladsen kom smørrebrød og på tredjepladsen hakkebøf.

Selvom stegt flæsk med persillesovs nu er Danmarks nationalret, så er det ikke den ret, flest danskere spiser til aftensmad. En undersøgelse fra 2021 viste, at den mest spiste ret herhjemme, var rugbrød med pålæg. På andenpladsen kom kylling med grøntsager og på tredjepladsen pizza.

Foto: Creative commons

Ghanesisk kost

Ghana er et af de lande i verden, der spiser allerflest kulhydrater. Hele 77 procent af kosten i Ghana består af kulhydrater. At spise mange kulhydrater kan sige noget om, hvor meget protein en befolkning spiser, eller ikke spiser. Hvis der er mange kulhydrater i kosten, vil der automatisk være mindre protein.

I Danmark spiser vi generelt for meget kød. I Ghana spiser de for lidt. Hvis man ikke spiser kød, kan det føre til proteinmangel. Hvis man får for lidt protein, kan man også risikere ikke at få vitaminer og mineraler nok.

Det er især børn, der får proteinmangel. Børn har brug for proteiner så de kan vokse.

I det nordlige Ghana led cirka 37 procent af børnene af hæmmet vækst i 2011.

De unge fra Yefl har været på markedet og filme. I filmen herunder, kan du også se, hvordan et køkken ser ud i Nordghana.

Ghanesiske retter

Som nævnt ovenfor spiser ghaneserne rigtig mange kulhydrater i form af stivelse. Det skyldes især, at fødevarer med meget stivelse er billige.

Fufu er Ghanas nationalret, men her fokuserer vi på nogle af de mere lokale retter fra Nordghana.

En almindelig ret er for eksempel “banku”. Banku er lavet af en kombination af majsdej og kassavadej. Både majs og kassava er meget stivelsesrige fødevarer. Det tager 2-5 dage at forberede dejen. Derefter koges dejen indtil den bliver fast. Banku spises med hænderne forr eksempel sammen med suppe. Du kan se retten banku herunder.

Foto: Yefl

En anden almindelig ghanesisk ret er “pinkaso”. Pinkaso er en salt, dybstegt snack. Hovedindgrediensen er mel. Pinkaso er altså endnu en ret med meget stivelse. Du kan se retten herunder.

Foto: Yefl

Der er selvfølgelig mange forskellige traditionelle retter i hele Ghana, men den næste ret er især særlig for Nordghana. Retten hedder “tubaani”. Tubaani er et eksempel på en ret, der faktisk har et ret højt proteinindhold med et højt. Tubaani er lavet af bønnemel fra sortøjebønner. Bønnemelen samles til en dej og dampes. Du kan se, hvordan tubaani ser ud herunder.

Foto: Yefl

Kost og sundhed

I Danmark spiser vi for meget kød, i Ghana spiser de for lidt.

For lidt kød i kosten kan føre til proteinmangel og mangel på vitaminer og mineraler.

Kost og sundhed: Øvrige emner