Hans Petersen

Hans Friedrich Petersen.

Case 2: Vagt i koncentrationslejren Neuengamme: Hans Friedrich Petersen

Hans Friedrich Petersen blev født i det sydlige Tyskland i 1897, men flyttede som barn til Sønderborg.

Han kæmpede som tysk soldat i 1. Verdenskrig, men blev dansk statsborger ved Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920. Senere blev han medlem af NSDAP-N og meldte sig i 1942 til SS.

Petersen blev ikke udtaget til fronttjeneste, sandsynligvis på grund af sin alder, men blev i stedet sendt til kz Sachsenhausen sammen med flere andre danskere for at blive trænet som kz-vagt.

Efter endt oplæring blev han overført til tjeneste i kz Neuengamme, hvor han arbejdede som chauffør. Her var han en del af apparatet, der begik forbrydelser mod menneskeheden. I kz Neuengamme var der nemlig blevet foretaget medicinske forsøg på fangerne, bl.a. forsøg med tuberkulose på jødiske børn. Børnene var mellem 5 og 12 år gamle og var blevet overført fra Auschwitz til dette grusomme formål.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, ville kz-personalet slette beviserne på forbrydelserne og derfor skulle børnene og deres plejere henrettes. I april 1945 blev de derfor kørt til et mindre sted. Her blev børnene først injiceret med morfin og dernæst hængt.

I lastbilen, der transporterede børnene og plejerne, befandt der sig også 20 voksne fanger. Disse fanger forsøgte at flygte ved at overmande en SS-vagt ved at strø salt i hans øjne og dernæst flygte fra lastbilen. Desværre blev personalet alarmeret og kom styrtende til, hvorefter de alle, herunder også den danske chauffør Petersen, skød fangerne ned.

I alt blev 20 børn og 28 voksne myrdet ved denne episode.

Selvom flere af SS-mændene, der havde deltaget i mordene, blev dømt til døden og henrettet efter krigen, lykkedes det ikke i første omgang de allierede efterforskere at identificere chaufføren. Først i slutningen af 1970’erne opdagede en tysk journalist, at der var tale om danskeren Hans Friedrich Petersen. Da var det for sent at retsforfølge ham: Petersen var nemlig død i 1967.

Efter krigsafslutningen var Petersen taget tilbage til Danmark, hvor han blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for at lade sig hverve til tysk krigstjeneste. Faktisk mente dommeren, at det var en slags formildende omstændighed, at han bare havde været vagt og ikke kæmpet som soldat ved fronten. Han blev benådet ved kongelig resolution og d. 5. december 1946 var Hans Friedrich Petersen atter en fri mand.

(Kilde: Larsen, Dennis. Fortrængt Grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45. Gyldendal: 2010.)