Kultur

Ungarn trækker sig fra Melodi Grand Prix: For bøsset?

Ungarn vil ikke være med til Melodi Grand Prix.

Foto: Sharon McCutcheon/Pexels

Julius Tromholt-Richter


29 november, 2019



Ungarn har valgt ikke at deltage i Det Europæiske Melodi Grand Prix til næste år. De har ikke sagt hvorfor - men mange tror, at showet er ”for bøsset” til Ungarns regering.

Glitter, lak og læder, homoseksuelle og en dame med skæg.

Sang-konkurrencen Det Europæiske Melodi Grand Prix, eller Eurovision, har mange forskellige slags mennesker med.

Men Ungarn vil ikke være med til festen næste år – og de har ikke fortalt, hvorfor at de ikke kommer. Det har fået mange til at tro, at det er fordi, at showet er “for bøsset” til Ungarns regering. Det skriver The Guardian.

I 2014 vandt den østrigske drag-queen Conchita Wurst – en mand klædt ud som dame – Melodi Grand Prix.

Hvorfor tror folk det?

Ungarns regering er normalt ikke glade for homoseksuelle. Altså når enten to drenge eller to piger er sammen.

Tidligere i år har formanden for parlamentet, László Kövér, sammenlignet homoseksuelles ret til ægteskab og at adoptere med pædofile – folk der tænder seksuelt på børn.

Moralsk er der ingen forskel på pædofiles opførsel og på en, der forlanger sådan noget,” sagde han ifølge Berlingske. Han har også sagt, at homoseksuelle har en lavere status end resten af samfundet.

Det er den ungarske tv-station MTVA, som har valgt at droppe Melodi Grand Prix’et. MTVA er ejet af regeringen.

En ansat på tv-stationen fortæller, at de ansatte ikke har fået at vide, hvorfor at det er blevet droppet. Men alle regner med, at det er droppet, fordi Eurovision har forbindelser til LGBTQ+ miljøet (der kæmper for rettigheder til blandt andre homoseksuelle), fortæller kilden til The Guardian.

Det ungarske medie Index.hu har også fra en kilde, at MTVA har droppet Eurovision, fordi showet er ”for bøsset.”

Hvad siger de i Ungarn?

En talsmand fra regeringen i Ungarn skriver på Twitter, at historien er fake news. Men han forklarer ikke, hvorfor Ungarn ikke vil deltage.

En kilde tæt på regeringen er glad for, at Ungarn ikke skal være med.

”Jeg byder det velkomment, også set i betragtning af den mentale sundhed, at Ungarn ikke skal deltage i det homoseksuelle optog, som denne internationale sang-konkurrence er blevet reduceret til,” siger András Bencsik, som er redaktør på et dagblad, som støtter regeringen.

MTVA siger til The Guardian, at de har trukket sig, fordi de hellere vil satse på ungarske sang-talenter lokalt.

Ungarns beslutning ikke har noget med  “det høje antal homoseksuelle optrædende” at gøre, skriver den ungarske medie-sammenslutning i en presse-meddelelse. Det skriver TV 2.




© Copyright - seismo 2019