Online

TV-kanaler forsvinder i aften

Når klokken bliver over 12 i aften, så forsvinder 11 kanaler fra YouSee-pakken.

Foto: Pexels

Julius Tromholt-Richter


31 december, 2019



Hvis du er en af de 1,2 millioner hus-stande, som får sine tv-kanaler fra YouSee, så mister du 11 kanaler fra 1. januar 2020.

Discoverys kanaler

  • Kanal 4
  • Kanal 5
  • 6’eren
  • Canal 9
  • Eurosport 1
  • Eurosport 2
  • Investigation Discovery
  • TLC
  • Discovery
  • Discovery Science
  • Animal Planet.

I aften klokken 12 går vi ind i det nye år. Så starter vi på en frisk. Ny kalender, nyt år, ny dig. Men først skal vi lige igennem den 1. januar, som for mange står på fast-food og tv.

Men en million danske hus-stande kan ikke se de samme tv-kanaler, som de kunne før nytår.

For så snart vi har passeret midnat, så vil alle YouSee-kunder miste 11 tv-kanaler.

Det er alle Discovery Networks tv-kanaler, som ryger ud af pakken.

Udover kanalerne fra Discovery Network mister du også flere DR-kanaler – lige meget hvilken tv-udbyder du har. Det er DR K, DR Ultra og DR 3 som forsvinder fra dit tv. De er nemlig blevet sparet væk af DR. DR 3 og Ultra kan du stadig se på nettet.

Hvad kommer der i stedet?

Du kommer ikke til at opleve en sort skærm. Det fortæller Jacob Mortensen, som er direktør i YouSee.

”Vi skifter signalet, og så kommer der en ny kanal ind, der hvor der var en kanal fra Discovery Networks,” siger han til Berlingske.

I stedet kommer der kanaler som Viasat Film Family, Viasat Film Hits, Viasat Film Premiere, Viasat Film Action, Viasat Ultra HD, C More First, C More Stars, C More Hits, C More Series.

Alle kanalerne har YouSee-kunder i forvejen adgang via YouSee-appen, Wen-TV eller TV-Boksen.

Hvordan kan jeg se de forsvundne kanaler?

Hvis du vil se kanalerne, så må du skifte udbyder. I stedet for YouSee skal du have Boxer, Waoo, Canal Digital, Stofa, Telia, Viasat, Dplay eller Eurosport Player.

Discovery har blandt andet rettigheder til mange af fodboldlandsholdets kampe, ligesom de deler rettigheder til OL 2020 med DR.

De sender også programmer som De unge mødre, Politijagt, Top Gear Danmark, Mythbusters, Voice Junior, Ex on the beach, Deadliest Catch.

Hvorfor forsvinder kanalerne?

Fordi YouSee har valgt at droppe samarbejdet med Discovery Network, som har kanalerne. De to selskaber har de seneste par måneder været i en tv-krig.

Det startede med, at YouSee i september meddelte, at Discoverys kanaler ville blive fjernet fra tv-pakkerne, så man kun kunne købe dem i bland-selv-løsningen (hvor kunden selv vælger de kanaler, som kunden vil have).

Det ville Discovery ikke finde sig i. De startede blandt andet en kampagne med sloganet ”NoSee”. Det skriver DR.

Det hele endte med, at YouSee stoppede deres aftale med Discovery. Så nu er deres kanaler altså ikke længere en del af YouSee-pakken.




© Copyright - seismo 2019