Når livet gør ondt:

Hvad er selvskade

Definition på selvskade

Der findes ikke en diagnose for selvskade. Det vil sige, at du ikke kan gå ned til lægen og få at vide, at du lider af selvskade. Det er nemlig ikke en sygdom i sig selv. Og man har ikke en psykisk lidelse, bare fordi man selvskader. I stedet kan det ses som et tegn på, at man har det skidt.

Selvskade er …

Selvskade er handlinger, hvor man skader sin egen krop med vilje. Men derudover er forskere stadig ikke helt enige om, hvordan det skal beskrives. De fleste er dog blevet enige om, at selvskade er noget helt andet end et selvmordsforsøg.

Når man selvskader, gør man det ikke, fordi man har lyst til at dø, forklarer Lotte Rubæk. Hun er psykolog og leder af Team for selvskade i Region Hovedstaden. Hun har også skrevet flere bøger om selvskade.

”I lang tid har man misforstået dem, som skader sig selv. Man har troet, at de ikke havde lyst til at leve mere. Faktisk er det stik modsat. De bruger selvskade – som den bedste strategi de kender – til at holde ud at leve. Det kan være en slags overlevelsesstrategi, som man bruger til at håndtere svære følelser.”

Hvor mange unge gør det?

Hver femte elev i 9. klasse har skadet sig selv, viser en undersøgelse fra 2021 fra organisationen Børns Vilkår. Her har 700 elever i 9. klasse svaret på et spørgeskema om selvskade. 21 procent af dem svarer, at de på et tidspunkt har gjort skade på sig selv.

I gymnasierne er der cirka lige så mange. I en undersøgelse fra 2012 svarer 21,5 procent af gymnasieeleverne, at de på et tidspunkt har skadet sig selv. Det svarer til hver femte.

Hvilke typer af selvskade findes der?

Den mest almindelige form for selvskade er cutting. Når man cutter, skærer man i sig selv. Omkring halvdelen af de elever i 9. klasse, som skader sig selv, gør det med cutting.

Mange, der skader sig selv, gør det på mere end én måde. Nogle planlægger og forbereder sig, før de skader sig selv. Andre gør det, når de pludselig føler behovet.

Når man skader sin krop helt bevidst, kalder man det direkte selvskade. Det kan for eksempel være cutting.

Men der findes også indirekte selvskade. Det er handlinger, der tit sker over længere tid. For eksempel hvis man har et misbrug af alkohol, cigaretter eller stoffer. Eller hvis man træner helt overdrevent eller har en spiseforstyrrelse. Det er ikke noget, man normalt tænker er selvskade. Men det skader også ens krop.

Kan selvskade sprede sig?

Selvskade spreder sig ikke automatisk. Hvis den selvskadendes venner og klassekammerater har det godt, begynder de ikke at skade sig selv, fordi de ser en anden gøre det. Men hvis de selv er sårbare og har det svært, kan det påvirke dem til at prøve det selv.