Identitet

Skuespiller kom i shitstorm: Følte sig presset til at springe ud

”Det her var absolut ikke sådan, jeg ville springe ud," skriver den britiske skuespiller Jameela Jamil på Twitter.

Foto: Shutterstock

Freya Ea Bjørnlund


7 februar, 2020



Skuespilleren Jameela Jamil er sprunget ud som queer på Twitter. Men det blev slet ikke på den måde, hun havde håbet på.

Har du set serien The Good Place på Netflix? Så kender du nok skuespilleren Jameela Jamil, som spiller Tahani. Hun har lagt et opslag på Twitter, hvor hun springer ud:

https://twitter.com/jameelajamil/status/1225165342965669888?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E1225165342965669888&ref_url=https%3A%2F%2Fwww.teenvogue.com%2Fstory%2Fjameela-jamil-came-out-as-queer

Den britiske skuespiller springer ikke ud som homoseksuel. Heller ikke som transkønnet, sådan som YouTuberen NikkieTutorials gjorde for nylig – læs mere om det her.

Jameela Jamil springer ud som queer.

Queer er et lille engelsk ord, som kan betyde mange forskellige ting. På dansk betyder det mere bogstaveligt talt ”sær”. Engang var queer et negativt ord, som man brugte om eksempelvis homoseksuelle.

Men i dag er det et ord, som bruges af aktivister, der kæmper for en friere opfattelse af køn og seksualitet. Queer kan bruges til at beskrive en person, som for eksempel ikke anerkender, at der er to køn, at heteroseksualitet er ”det normale”, eller at kønsidentitet kun kan være mandlig eller kvindelig. Læs mere om, hvad ordet queer kan betyde, hos foreningen LGBT Danmark her.

Springer ud efter shitstorm

Det er tit en glædelig begivenhed, når nogen springer ud. Men for Jameela Jamil blev det ikke en god oplevelse.

I sit tweet skriver hun: ”Det her var absolut ikke sådan, jeg ville springe ud.”

Hun er nemlig havnet i lidt af en shitstorm. For nylig blev det afsløret, at Jameela Jamil skal være dommer i en ny tv-konkurrence hos HBO, som skal hedde Legendary.

I programmet skal deltagerne konkurrere i vogueing – en type optræden, hvor man klæder sig ud i flotte kostumer, danser, poserer og går catwalk til musik. Vogueing stammer fra LGBTQ-miljøet, hvor det blev dyrket til særlige undergrunds-fester, især i 1980’erne. LGBTQ står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og Queer – på dansk oversættes det til lesbisk, bøsse, transkønnet og queer.

Vogueing er altså tæt forbundet til LGBTQ-kulturen. Og mange på sociale medier blev vrede over at se, at Jameela Jamil skulle være dommer i programmet – en kvinde, der ikke identificerede sig som LGBTQ-person.

Derfor følte hun sig tvunget til at springe ud netop nu.

”Twitter er brutal,” skriver hun i sit tweet. ”Det er derfor, at jeg aldrig officielt sprang ud som queer.”

Jameela Jamil er vokset op i England og har en indisk far og en pakistansk mor. I sit tweet skriver hun, at det ikke er nemt at blive accepteret som queer i det syd-asiatiske miljø. Men når nogen har spurgt hende direkte, har hun altid talt ærligt om at være queer.

”Jeg kom ikke fra en familie, hvor nogen var sprunget ud. Som skuespiller er det også skræmmende at indrømme sin seksualitet, særligt når man allerede er en brun kvinde i 30’erne,” skriver hun.




© Copyright - seismo 2019