Online
Se Facebooks nye logo – med regnbue-farver
Facebook er ikke bare Facebook. Det er også en gigantisk virksomhed, som ejer mange forskellige apps – blandt andre Instagram. Og nu har Facebook fået et nyt logo, som skal sættes på alle de andre apps.
facebook. Navnet på verdens største sociale medie har altid være skrevet med hvidt på en blå baggrund – og med små bogstaver.
Men nu er der virkelig blevet tænkt ud af boksen. Facebook har lanceret et nyt logo – og det er skrevet med store bogstaver og en funky regnbue-effekt.
Det nye logo skal signalere, at Facebook er meget mere end ét socialt medie, skriver virksomheden på sin hjemmeside. Facebook er i dag en enorm virksomhed, som ejer flere andre apps, blandt andre Messenger, Instagram, WhatsApp, Oculus, Workplace, Portal og Calibra.
Selve Facebook-appen beholder det klassiske blå logo. Men det nye logo kan fremover findes på alle apps, som ejes af Facebook.
Byd velkommen til det nye og regnbue-farvede FACEBOOK:
Nyt logo får kritik
Facebook skriver på sin hjemmeside, at det nye logo er designet for at skabe mere “gennem-sigtighed”. Det vil sige at give brugerne bedre indblik i, hvordan virksomheden er bygget op, og hvordan den arbejder.
Det nye logo kommer efter en stribe af skandaler for Facebook. Den største var den såkaldte Cambridge Analytica-skandale, hvor data fra Facebook blev brugt til at påvirke afstemningen om Brexit i England og valget af Donald Trump som præsident i USA.
Det nye logo har allerede fået meget opmærksomhed på sociale medier. Og flere beskylder Facebook for at gemme problemerne væk bag et nyt design.
“Forny ikke jeres logo, forny jeres regler for politisk reklame,” skriver Twitter-brugeren Zipeng:
Andre driller bare Facebook med, at det har udviklet sig til et socialt medie for ældre mennesker.
“At Facebook ændrer sit navn til FACEBOOK, er et godt tegn på det faktum, at deres publikum bare er gamle mennesker, som råber ad hinanden med capslock på,” skriver Twitter-brugeren Technically Ron.
Facebooks nye logo vil også kunne ses i forskellige farver på virksomhedens mange apps: