Politik

Rasmus Paludan er dømt til fængsel – men nu vil han have sin sag for retten igen

Rasmus Paludan stillede op til Folketings-valget i 2019 med sit parti Stram Kurs. Men han blev ikke valgt ind.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


26 juni, 2020



Rasmus Paludan har besluttet, at hans sag skal tages op igen ved en ny domstol.

Rasmus Paludan er ikke helt tilfreds – faktisk slet ikke. I går blev han dømt til tre måneders fængsel. Det er dog kun den ene måned, han rent faktisk skal sidde i fængsel. Han er blevet dømt for flere forbrydelser, blandt andet racistiske udtalelser.

Han mener ikke, at dommen er fair. Den er ”ødelæggende for tilliden til demokratiet,” siger han ifølge DR:

”Jeg synes, at den her dom er helt til hest i forhold til rets-praksis.”

Retspraksis vil sige, hvordan retten normalt dømmer i lignende sager. Nu vil han have sin sag for retten igen for at få en ny dom.

Hvordan kan han blive dømt igen?

Når man har fået en dom i retten, som man ikke er tilfreds med, har man ret til at anke den. Det betyder, at sagen skal tages op igen ved en højere domstol. Man får altså en chance mere for at få en anden og mildere dom.

Rasmus Paludan blev dømt i Retten i Næstved – der er 24 af den slags byretter i Danmark. Når han anker dommen, skal sagen tages op igen ved landsretten. Dem findes der kun to af i Danmark, Vestre Landsret i Viborg og Østre Landsret i København.

Hvis han heller ikke kan lide dommen i landsretten, kan han anke den en sidste gang til Højesteret, som er den øverste domstol i Danmark. Den har vi kun én af, og den ligger ved Christiansborg Slot i København.

Hvad er han dømt for i første omgang?

Er racisme og blasfemi lovligt i Danmark?

  • Danmark har haft en paragraf i loven, som forbød blasfemi – altså at håne Gud, en religion eller noget helligt. Men den paragraf blev afskaffet i 2017. Så i dag er det lovligt at kritisere religioner i Danmark.
  • Danmark har en paragraf i loven, som forbyder racisme – altså at sige noget, som håner, nedværdiger eller truer en gruppe af personer. Paragraffen blev lavet for at beskytte grupper mod at blive hånet, nedværdiget eller truet på grund af deres race, hudfarve, oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Der er tale om paragraf 266 b i straffeloven.

Kilde: Retsinformation.dk, Altinget.

Rasmus Paludan er dømt for at overtræde 14 punkter i loven. Cirka halvdelen af dem handler om den såkaldte racismeparagraf.

I en af de videoer, som hans parti Stram Kurs lægger på YouTube, siger han for eksempel, at “danskerne og Danmark er alt for højt udviklet og avanceret til at kunne sam-eksistere med det meget lavt-stående muslimske kultur-affald”.

Han er også dømt skyldig i ære-krænkelse, som kan være fornærmende ord eller handlinger. Han er dømt for at ærekrænke en kvinde med somalisk baggrund til en demonstration sidste år, hvor han antydede, at hun var prostitueret. Han skal nu betale 30.000 kroner til kvinden i erstatning. 

Han er også dømt skyldig i at bringe en anden persons liv i fare med den måde, han kørte bil. I januar 2019 kørte han angiveligt med en person på køler-hjelmen af sin Audi, efter han blev omringet af en gruppe mænd. Retten fandt dog, at han ikke skal straffes for den hændelse. Men han mister retten til at køre i bil i et år – han må dog gerne køre på knallert. 

Han er også dømt for at køre for hurtigt på motor-vejen og med for kort afstand til bilen foran. Det fik han en bøde for på 8.500 kroner. 

Læs mere om Rasmus Paludans dom her. 




© Copyright - seismo 2019