Portræt: I 10 år var Lasse en af Danmarks mest berygtede hooligans – i dag får han 12-taller på stribe

”Jeg står med mine brødre på en øde vej i Skåne. Vi er alle klædt i hvidt. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på mig. Det her bliver fedt. Det bliver rigtig fedt.”

”Længere nede ad vejen står Sveriges mest berygtede hooligan-gruppe. De kommer imod os. Pulsen stiger, jo tættere de kommer på os. Men jeg har ikke nogen frygt. Vi er et tungt hold i dag. Vi fucking smadrer dem.”

”De kommer tættere på. Nu skal de fucking nakkes. Det er den bedste følelse i hele verden. Bedre end sex eller de vildeste stoffer. På med tand-beskytterne og så i gang. Klask, klask, klask!”

Slås-kampen bliver afbrudt af politiet. De kommer med pistolerne trukket. Lasse Løve Lockenwitz bliver anholdt. Det er han vant til. Det har han prøvet 50-60 gange. Han bliver sigtet for grov mishandling.

For de fleste lyder det som noget fra en film. Men i 10 år var det en del af hverdagen for Lasse Løve Lockenwitz. Han var medlem af gruppen Copenhagen Casuals – en hooligan-gruppe, som holder med fodbold-holdet FC København.

Hooligans er berygtede for at slås med fans af andre hold.

Vold har altid været en del af Lasses liv. Men en dag fik han nok.

I dag er Lasse 31 år. Det er seks år siden, at han meldte sig ud. Han har lagt volden bag sig. Nu er han i gang med at uddanne sig til pædagog. Her får han det ene 12-tal efter det andet. Og så er han blevet far til en pige på to år.

I dag hjælper han andre unge. Unge, som har haft en svær barndom, ligesom Lasse.

Lasse Løve Lockenwitz har fortalt sin historie til Seismo.

Volden har fulgt mig siden børne-haven

Lasse er vokset op i området omkring København. Han har haft en meget svær barndom.

Han har blandt andet gået på 11 forskellige skoler. Han er blevet sendt rundt fra den ene special-klasse til den anden. Nogle gange tævede han lærerne.

Lasse mener, at hans problemer var noget, som kom hjemmefra.

”Grunden til, at jeg har haft det så svært i skolerne, er fordi, at det er gået ad helvedes til derhjemme. Min far var alkoholiker. Han smuttede tidligt i forløbet. Og så har jeg haft en mor, der har haft borderline. Jeg er blevet udsat for psykisk vold. Hun har altid råbt og skreget af mig,” forklarer han.

Der var ikke fysisk vold i Lasses barndomshjem. Men så længe han kan huske, har han altid været voldelig.

”Volden har altid fulgt mig. Helt siden børnehaven, hvor jeg altid kom op at slås. Det har været svært at være derhjemme. Derfor er volden kommet helt naturligt til mig. Jeg har altid reageret på den måde. Før jeg overhovedet kunne tænke over det. Og det er bare fortsat og blevet værre og værre,” forklarer han.

I dag har Lasse ikke noget forhold til sine forældre. Han taler hverken med sin mor eller far.

Blev opdaget af de ældre hooligans

Da Lasse Løve Lockenwitz var 15 år, var han i Parken for at se FCK spille mod OB. FCK tabte 0-3. Efter kampen kastede Lasse og et par venner nogle sten og flasker efter OB’s fans.

Det blev opdaget af en af FCK’s hooligans. Han gav sit nummer til Lasse. På den måde kom han ind i miljøet.

”I starten var man bare glad for at komme med. Jeg fik hurtigt status. Alkohol og stoffer – især kokain – var en fast del af miljøet. Der var gang i den dengang. Vi var oppe at slås flere gange om måneden,” husker Lasse Løve Lockenwitz.

Når man er hooligan, så slås man mod andre hooligans. Man aftaler at mødes et sted. Når der er fodbold-kamp, leder man efter hinanden for at komme op at slås i gaden. Til slåskampene er der regler. Man sparker for eksempel ikke på folk, der ligger ned. Men de regler kunne være svære at overholde. Især, hvis man sloges mod rivalerne fra Brøndby IF, forklarer Lasse.

De fleste i hooligan-miljøet er kriminelle eller kommer fra udsatte hjem. Der er en stor udskiftning i miljøet. Nogle er med i et halvt år. Andre i tre-fire år. Lasse var med i 10. Han havde fundet et fællesskab, som han ikke havde andre steder.

”Når man ikke passer ind i samfundet, så finder man nogle andre fællesskaber. Det gav mig følelsen af at være en del af et fællesskab. At være normal. Alle har brug for at være en del af noget. Om det er en tennis-klub, eller hvad det er. Det gav mig venner og status,” forklarer Lasse.

Her er et billede af Lasse efter en slåskamp:

Vejen ud af miljøet

I 2013 aflyste Lasse sin kærestes fødselsdag for at tage til kamp ude mod Brøndby IF.

Her kom han, som sædvanlig, op at slås med Brøndbys fans.

”Et par uger efter ringer politiet til mig. Jeg var efterlyst for vold. Jeg havde kastet en sten efter én. Derfor kunne jeg ikke tage til fodbold. Jeg var efterlyst i flere år. Det gav mig tid til at tænke over det hele.”

”Jeg fandt ud af, at jeg ikke orkede det mere. Jeg orkede ikke at sidde i fængsel mere. Jeg orkede ikke det her lort. Jeg var kørt død i det. Jeg havde været en af de mest aktive hooligans i Danmark. Jeg ville ud. Jeg ville have et normalt liv,” forklarer Lasse Løve Lockenwitz.

I samme periode fandt han sit livs kærlighed. Og han ville gerne være der for hende. Det kunne han ikke, hvis han sad i fængsel og var oppe at slås hele tiden. Derfor besluttede Lasse, at det skulle være slut med at være hooligan.

At det var den rigtige beslutning, blev Lasse bekræftet i for to år siden. Her blev Lasse far til sin datter.

”Da jeg fik min datter, tænkte jeg, at jeg måtte tage mig sammen. Hun skal ikke have det samme liv, som jeg har haft. Hun skal have det trygt og godt. Da hun blev født, startede jeg på min uddannelse,” siger Lasse.

Her er Lasse Løve Lockenwitz med sin datter:

– Var det svært at komme ud af miljøet?

”Nej, det var ikke svært. Det er ikke ligesom i rocker-miljøet, hvor man skal stå til rådighed. Det er fuldstændig frivilligt,” siger han.  

Han følte ikke noget pres fra de andre i gruppen. Men han kan godt savne fællesskabet.

”Jeg ved, at det lyder helt åndsvagt, men jeg kan godt savne fællesskabet og gutterne. Det har været mærkeligt at gå fra et liv, hvor der skete en masse, til en hverdag med skole, børn og arbejde.”

Lasse går stadig på stadion til de store kampe. Men det er helt stille og roligt. Nu er slåskampene blevet skiftet ud med en fadøl og en hotdog.

– Fortryder du, at du har været med?

”Nej. Så skulle jeg fortryde hele mit liv. Det har været med til at gøre mig til den, jeg er. Men det er jo ikke det fedeste i hele verden. Det er en tom fornemmelse. Det har haft mange konsekvenser for mig. Jeg har symptomer på PTSD. Jeg har mareridt næsten hver nat. Det har givet mig angst. Men nu prøver jeg at bruge det positivt i mit arbejde,” forklarer Lasse.

“Det går sindssygt godt. Jeg har næsten kun fået 12-taller”

Lasse fik aldrig sin eksamen fra 9. klasse. Så det skulle han starte med. Nu er han i gang med at uddanne sig til pædagog. Det skal ikke være noget med børnehaver, skrig og bleer. Han vil gerne hjælpe unge, som har det svært.

”Det går sindssygt godt. Jeg har næsten kun fået 12-taller. I min første praktik var jeg i en klub på Nørrebro, hvor der er udsatte unge. Jeg har allerede fået et job nede i klubben. Der er jeg to gange om ugen. Jeg har en mega god relation til de unge rødder dernede. Jeg kan se lidt af mig selv i dem. Jeg prøver at gøre en forskel,” fortæller Lasse.

Lasse vil gerne være en person, som de unge kan stole på. En, som kunne have hjulpet ham, da han var yngre. Som kan fortælle de unge, at tingene måske ikke er så fede, som de ser ud.

”Der er ikke nogen opskrift på, hvordan man kan lade være med at blive kriminel. Men jeg tror, at hvis der er nogle personer, som kan vise omsorg for de unge, forstå dem og hvor de kommer fra, så er det virkelig givende,” siger Lasse Løve Lockenwitz.

I dag holder Lasse foredrag

Lasse er blevet en del af organisationen C:NTACT.

Det er en gruppe af mennesker, som rejser rundt og fortæller deres historier som en forestilling. Blandt andet på skoler, opholdssteder og i fængsler. C:NTACT har blandt andet vundet flere priser. Læs mere om dem her.

Her er Lasse Løve Lockenwitz i gang med et oplæg:

Lasse har sammen med en skuespiller skrevet sin historie ned som en monolog. Den har han lært udenad. Historien i begyndelsen af denne artikel er fra Lasses monolog.

”Det har givet mig selvtillid at fortælle min historie til andre. Det giver mig noget at kunne bruge det negative til noget positivt. Jeg håber, at det kan få nogle unge til at indse, at vold og kriminalitet ikke er vejen frem i livet,” fortæller Lasse.

Lasse var vant til af få et adrenalin-kick, inden han skulle slås. Nu får han lidt den samme følelse, inden han skal til at tale foran en masse mennesker. Og så er han glad for at kunne hjælpe.

”Der er masser, som skriver til mig og kommer op og spørger bagefter. Det er en mega nice følelse, at kunne hjælpe andre.”

LÆS OGSÅ: Skuespiller Lise Pleidrup: Jeg vil gerne kaldes tyk.