Identitet

Politiker kaldte fremmed mand for en ”perker” – og hun fortryder det ikke

"Jeg siger neger, når jeg siger neger, og jeg siger perker, når jeg siger perker," siger politikeren Pernille Vermund.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


19 december, 2019



Pernille Vermund, som er formand for partiet Nye Borgerlige, kaldte en fremmed mand i trafikken for en ”perker”. Og hun har ikke tænkt sig at sige undskyld.

Hvad må man kalde folk med en anden hudfarve end én selv?

Politikeren Pernille Vermund mener åbenbart godt, at man må kalde en person med brun hudfarve for en ”perker”.

Det ord brugte hun selv i DR’s dokumentar-film Vermund og kampen om højrefløjen, som kan ses her.

26 minutter inde i dokumentarfilmen ser hun en person køre forbi i en limousine – og hun kalder ham en ”perker”. Da hun har sagt det, tager hun siger til munden. En anden mand ved siden af retter på hende og siger ”udlænding”.

Kritik for racisme

Pernille Vermunds parti Nye Borgerlige er kendt for at have en meget stram politik for flygtninge og indvandrere. Det vil sige, at partiet ønsker at have så få flygtninge og indvandrere som muligt i Danmark.

Flere mener, at Pernille Vermund går over stregen, når hun kalder andre for ”perker”. Det mener blandt andet politikeren Sikandar Siddique fra partiet Alternativet.

Han kalder hendes udtalelse ”racistisk” i Ekstra Bladet. Og på Twitter sammenligner han Pernille Vermund med Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs, som ofte har kaldt indvandrere for ”samfunds-tabere”:

”Vermund, Thiesen og Paludan er åbenbart et fedt. Kan vi blive enige om, at I skal stoppe med at kalde nye danskere hhv. ’perker’, ’terror-sympatisør’ og ’samfunds-taber’!?” skriver han på Twitter.

”Jeg siger perker, når jeg siger perker”

Men Pernille Vermund har ikke tænkt sig at sige undskyld. Hun mener, hvad hun sagde.

Det fortæller hun i et interview med Ekstra Bladet:

”Jeg laver ikke om på mig selv, hverken af hensyn til Sikandar eller andre. Jeg siger neger, når jeg siger neger, og jeg siger perker, når jeg siger perker, og det har jeg det sådan set fint med,” siger hun.

Sikander Siddique synes stadig ikke, at Pernille Vermund taler pænt. Og slet ikke, når hun siger: ”Jeg siger perker, når jeg siger perker.”

På Twitter skriver han:

”Men sådan en beskidt mund håber jeg, at nogen giver dig en tandbørste i julegave.”




© Copyright - seismo 2019