Online

Pas på, når du handler online – mange unge oplever snyd

Du skal være opmærksom, når du handler online.

Foto: Pexels

Nanna Hein


24 juni, 2020



Vi handler rigtig meget på internettet. Men mange unge oplever at blive snydt, når de køber noget online.

Rigtig mange mennesker handler på nettet. Vi handler alt fra møbler og tøj til elektronik og mad. Så hvis du engang imellem også sidder og online-shopper lidt – så er du altså ikke den eneste.

Men sammen med al den online shopping er der også snyd. Der bliver især snydt, når handlen er mellem to privat-personer. Sådan skriver DR

De unge bliver snydt

Hvis du sætter en trøje til salg på DBA, og en anden person køber den, så kalder man det et salg mellem privat-personer. 

Online snyd i tal

  • I 2019 har LCIK fået 26.923 anmeldelser omkring online kriminalitet. 

    Her er en oversigt over, hvad der bliver anmeldt mest af:
  • Samhandelsbedrageri (når to privat-personer handler med hinanden) 37 procent.
  • Misbrug af kort-oplysninger: 22 procent.
  • Kredit-bedrag: 12 procent.
  • Afpresning: 8 procent.

Kilde: Rigspolitiet 

Når der foregår svindel i en handel mellem to privat-personer, kalder politiet det for samhandels-bedrag. Det kan for eksempel være, at du køber en billet til en koncert, som ikke virker. Eller en brugt telefon som du aldrig får tilsendt – selvom du har betalt. 

Faktisk udgør sådan nogle sager 37 procent af alle anmeldte sager hos Politiets Landsdækkende Center for It-relateret Økonomisk Kriminalitet også kaldet LCIK.

Det er især de unge, som ofte bliver snydt på nettet. Det er nemlig personer i aldersgruppen 20-29 år og 40-49 år, som oftest bliver snydt. Det viser en analyse, som Rigspolitiet har offentliggjort.

Derimod bliver personer over 60 år ikke snydt så tit. Men ifølge politiet skyldes det blandt andet, at de ældre borgere ikke handler online lige så tit, som de unge. 

Hvad kan man gøre for at forebygge snyd?

Først og fremmest er det en god idé at tjekke den, du handler med. Det gælder både privat-personer, men også hvis du handler på hjemmesider.

Hvis du handler med en privat-person, så har mange platforme som Trendsales og Den Blå Avis (DBA) et system, hvor brugerne vurderer hinanden. Så hvis du skal til at købe et par sko af en sælger, som kun har fået sure smileyer – så skal du måske lige overveje det igen.  

Det er også en god idé at tjekke prisen på varen. Hvis du kan købe en VIP-billet til en koncert for næsten ingen penge, så kan der være stor chance for, at det er snyd. Du bør tænke, at hvis det virker for godt til at være sandt – så er det nok snyd. 

Det er også altid en god idé at mødes ansigt til ansigt, når du skal købe eller sælge en vare. På den måde sikrer du dig bedst. Så bliver penge og vare nemlig byttet samtidig. 

Du kan læse flere tips til online handel her

Hvis du er blevet snydt, når du har handlet privat, kan du ikke være sikker på at få pengene tilbage – også selvom du anmelder det.

LÆS OGSÅ: Er du studerende? Nu får du 1.000 kroner i hånden – og måske flere penge




© Copyright - seismo 2019