Politik
Nu bliver gratis bære-poser forbudt i butikkerne – undtagen én slags
Snart koster en plastik-pose mindst fire kroner i en butik.
Har du en flot stof-pose? Den skal du huske at tage med, når du skal ud at shoppe eller købe ind.
Det mener et flertal af politikerne i Folketinget, som nu gør det forbudt for butikker at give gratis bære-poser til kunderne. Det skriver DR.
Hvis du alligevel vil have en pose med, kommer det til at koste mindst fire kroner – uanset om posen er lavet af plastik, papir eller noget helt andet. Og det gælder alle typer af poser, med eller uden håndtag.
Hvor meget plastik er der i havene?
Meget af vores plastik-affald ender i havene. Det er svært at sige, præcis hvor meget. Men i en stor undersøgelse fra 2015 vurderer forskere, at hele otte millioner ton plastik havner i havet hvert år. Det svarer til, at en skralde-bil tømmer hele sit læs ud i havet hvert eneste minut.
Kilde: The New Plastics Economy og miljø-gruppen plasticchange.com.
Miljøminister Lea Wermelin vil gerne have, at vi bruger mindre plastik og genbruger mere, fortæller hun ifølge DR. Og hun mener, at forbuddet mod gratis poser er et skridt i den rigtige retning:
”Vi har brug for, at vi tænker os bedre om, at vi får lagt de dårlige vaner på hylden, og at vi får genbrugt og genanvendt mere, hvis vi skal sikre en grønnere planet til de kommende generationer,” siger hun.
Én pose er stadig gratis
Der er dog én slags pose, som bliver ved med at være gratis. Det er de tynde plastik-poser i supermarkedet, som kan bruges til at samle frugter og grøntsager i. Friske grøntsager holder sig nemlig længere i en pose, og på den måde håber politikerne at undgå mad-spild – altså at vi smider mere mad ud, som eksempelvis er blevet for gammelt. Det er nemlig heller ikke godt for planeten.
Alle partierne i Folketinget har stemt ja til de nye regler – bortset fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Reglerne gælder fra 1. januar næste år.
I Danmark smider en typisk dansker 37 kilo plastik-affald ud om året, viser en undersøgelse fra Greenmatch.
Kunne politikerne gøre endnu mere for at skære ned på plastik? I Kina besluttede politikere for nylig at gøre det forbudt at sælge plastik-poser, plastik-sugerør og andet engangs-plastik. Læs mere om det her.
Hvad mener du om forbuddet mod gratis poser?