Politik

“Noget værre rod”: Politikere ændrer svære regler om optagelse på gymnasiet

De nye regler gør det nemmere at om-bestemme dig, hvis du starter på en efter-skole, men hellere vil skifte til gymnasiet.

Foto: Alexis Brown/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


5 november, 2019



Reglerne var ikke engang et år gamle. Men de var så besværlige, at politikerne allerede ændrer dem.

Hvis du går og overvejer, om du skal på gymnasiet til næste år, så skal du spidse ører. Reglerne for at blive optaget er lige blevet ændret – i hvert fald en lille smule.

I foråret 2019 trådte nye regler om adgang til gymnasiet i kraft. Men de nye regler var så komplicerede og svære at forstå, at de allerede skal ændres nu. Det er en lang stribe af partier blevet enige om, nemlig Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, De Konservative og Liberal Alliance. Det skriver DR.

Politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil, som er børne- og undervisnings-minister, er ikke bange for at indrømme, hvorfor reglerne skal ændres:

“Det viste sig i sommer at være noget værre rod, vi havde fået skabt. Der var for mange, der ikke kunne forstå reglerne. Det dur jo ikke, så vi blev nødt til at tage hånd om det.”

Hvad siger de nye regler?

De nye reglerne gælder især dig, hvis du vil på efter-skole eller i 10. klasse.

Hvis man går på en efterskole eller i en 10. klasse uden afsluttende prøve, så behøver man ikke længere at klare en optagelses-prøve på gymnasiet. I stedet kan man bruge sine karakterer fra eksamen i 9. klasse til at blive optaget.

Med de gamle regler var det meget svært at om-bestemme sig. Hvis du var startet på en efterskole, men hellere ville skifte til gymnasiet, så måtte du vente et helt år. Også selvom du gerne ville skifte en uge efter skolestart.

Det bliver ændret med de nye regler. Hvis du finder ud af, at du vil skifte fra efterskole til gymnasiet inden oktober, kan du blive optaget på baggrund af en vurdering fra gymnasie-lederen.

De nye regler gælder fra foråret 2020.

Pernille Rosenkrantz-Theil vil gerne ændre flere regler om optagelse på gymnasiet. Hun har tidligere foreslået, at elever skal blandes bedre, når de starter i gymnasiet. Hun vil gerne have, at gymnasierne har elever med forskellige karakterer, sociale baggrunde og hudfarver – læs om det her.




© Copyright - seismo 2019