Menneskerettigheder
Minister vil lave ny lov, som skal holde børn af IS-krigere ude af Danmark
Politikere har længe diskuteret, hvad der skal ske med de børn, som er født i Syrien og Irak af danske krigere for Islamisk Stat. Nu vil minister sørge for, at de ikke bliver sendt til Danmark – han vil tage deres danske statsborgerskab fra dem.
Når du har danske forældre, så bliver du dansk stats-borger helt automatisk – også selvom du er blevet født i et andet land. Og når man har et dansk stats-borgerskab, så har man ret til at bo i Danmark.
Men sådan skal det ikke være for en flok helt særlige børn, mener politikeren Mattias Tesfaye, som er udlændinge- og integrations-minister. De børn, som er født i Syrien og Irak af danske krigere for Islamisk Stat, skal ikke være danske på papiret – de skal ikke have dansk statsborgerskab, mener han. Og det vil han vedtage med en ny lov, skriver avisen Information.
Information har set et udkast til loven, som endnu ikke er blevet vist til Folketinget. Her står der, at børnene ikke skal være danske statsborgere, fordi de ikke er vokset op med “danske værdier”.
Skal terrorister hjem til Danmark?
Mindst 150 danskere er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat. Og nogle af dem har fået børn i krigs-zonen.
Danske politikere har længe diskuteret, om de danske IS-krigere og deres børn skulle hjem til Danmark. For hvad nu, hvis terroristerne stadig har lyst til at lave terror herhjemme?
I oktober vedtog Folketinget en usædvanlig lov, der gør det muligt for Mattias Tesfaye at tage det danske statsborgerskab fra en dansker, som har kæmpet for Islamisk Stat – men kun hvis personen har dobbelt statsborgerskab og altså også er borger i et andet land.
Og nu vil Mattias Tesfaye også slippe for IS-krigernes børn – også selvom børnene ikke har lavet terror.
Børn skal ikke straffes for forældres handlinger
Forslaget til den nye lov får skarp kritik fra flere sider, skriver Information. En af de organisationer, som kritiserer forslaget, er Institut for Menneske-rettigheder, som kæmper for at bevare menneske-rettighederne.
Og instituttets direktør Jonas Christoffersen mener, at lovforslaget strider mod netop menneskerettighederne:
“Et barn har ret til samme statsborgerskab som sine forældre, og det skal ikke straffes for forældrenes handlinger,” siger han.
Loven er stadig kun et forslag. Og det kan kun blive vedtaget, hvis Socialdemokratiet i regeringen kan overbevise et flertal i Folketinget om at stemme for det – læs her, hvor mange udfordringer en lov faktisk skal igennem for at blive til virkelighed.
Men partiet Venstre kan faktisk godt lide det nye lovforslag, skriver Kristeligt Dagblad. Og derfor kunne det tyde på, at regeringen godt kan samle et flertal, som vil stemme for loven.