Coronakrisen - emne
Måske bliver din skole-dag kortere: Minister har lært noget af corona-krisen
Minister vil undersøge, om det er en god idé at gøre skole-dagen kortere i folkeskolen.
Fordybelse med lektierne derhjemme. Færre elever i klasse-lokalet. Og ekstra lærere til at hjælpe. Selvom corona-krisen har været hård, har den også ført gode ting med sig i folkeskolen. Det mener Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet, som er børne- og undervisningsminister.
Nu overvejer hun at gøre nogle af de gode ting fra corona-krisen til hverdag i skolen, skriver Berlingske.
Hun mener endda, at kortere skole-dage kunne være en god idé.
Hvad er ministerens idé?
Indtil nu har Pernille Rosenkrantz-Theil ment, at børn skal være i skole i mange timer. Men nu tænker hun, at noget af skoledagen godt kan foregå derhjemme:
”Vi skal fortsat have et krav om en fuldtids skoleuge, men det er ikke sikkert, at det hele skal foregå i klasselokalet. Der er mange elever, der får meget ud af den fordybelse, der ligger i at sidde og arbejde på biblioteket eller derhjemme,” siger hun til Berlingske.
Hun overvejer at lade nogle elever arbejde hjemme, mens andre kan blive i klasselokalet. På den måde er der færre elever i klassen, som kan få bedre hjælp af læreren. Det skal være op til læreren, hvor meget eleverne må arbejde hjemmefra.
Hvad skal der ske nu?
Pernille Rosenkrantz-Theil vil lave en stor undersøgelse af, hvad der fungerede godt og dårligt i skolerne under corona-krisen. Den undersøgelse skal laves af Danmarks Evalueringsinstitut, også kaldet EVA.
Når den undersøgelse er færdig, vil hun invitere de andre partier i Folketinget til at snakke om, om skoledagen skal gøres kortere. Og om der også skal laves andre ting om i folkeskolen.
Partierne Venstre og Socialistisk Folkeparti (SF) mener allerede, at kortere skoledage er en god idé.
Var der ikke også problemer under corona-krisen?
Det var langt fra alt, som blev bedre under corona-krisen. I en undersøgelse har 6.000 elever svaret på spørgsmål om, hvordan de havde det, da de fik undervisning online derhjemme.
Knap halvdelen af eleverne svarede, at de ikke følte sig glade for deres hverdag. Og 18 procent svarede, at de faktisk følte sig ensomme. Læs mere om undersøgelsen her.
Men kortere skoledage er heldigvis ikke det samme som undervisning foran en computer hele dagen. Så hvad mener du om ministerens nye idé?