Identitet

Hver femte teenager i Danmark vejer for meget

Man kan blive overvægtig, hvis man spiser for meget usund mad. Det kan være mad med meget fedt i.

Foto: I Yunmai/Unsplash.

Julius Tromholt-Richter


19 november, 2020



Cirka hver femte teenager er overvægtig. Det viser en ny rapport. Det skal der gøres noget ved. Man kan nemlig udvikle sygdomme, hvis man vejer for meget.

I Danmark er 51 procent af alle voksne mennesker overvægtige. Når man er overvægtig, så har man for meget fedt på kroppen.

Men det er ikke kun de voksne, som vejer for meget.

20 procent af alle teenagere i Danmark er også overvægtige. Det viser en ny rapport lavet af Statens Institut for Folkesundhed.

Hvis de unge kommer fra et hjem, hvor forældrene er lavt uddannede, så er det hver tredje teenager, som er overvægtig.

Hvorfor er det et problem?

Hvis man har lidt for mange kilo på kroppen, så kan det medføre et dårligt helbred – både fysisk og psykisk.

Flere overvægtige børn oplever at blive mobbet og have dårligt selvværd. Når man bliver voksen, kan man udvikle alvorlige sygdomme. Man kan blandt andet få sygdommen type 2-diabetes – også kaldet sukkersyge.

Overvægtige teenagere har også større risiko for at udvikle sygdommen kræft. Det forklarer Line Laub fra Kræftens Bekæmpelse til Jyllands-Posten.

”Samtidig tyder det på, at teenageres overvægt øger risikoen for tidlig kræft, så derfor er det super-vigtigt at gøre noget ved det her,” siger hun.

70 procent af alle overvægtige teenagere fortsætter med at være overvægtige som voksne.

Hvad kan man gøre?

Hvis man gerne vil tabe sig, så kan man starte med at spise sundt og dyrke noget motion.

Det anbefales, at du bevæger dig cirka en time om dagen. Det behøver ikke være ved høj intensitet som eksempelvis en løbe-tur. Det kan også være din cykel-tur på vej til skole.

Men kun 26 procent af de 11-15-årige bevæger sig nok. Det viser en undersøgelse lavet af Sundhedsstyrelsen i 2019.

Faktisk burde man bevæge sig 45 minutter om dagen i folkeskolen. I 2014 lavede politikerne nemlig en ny aftale for folkeskolerne. I den står der blandt andet, at alle elever skal bevæge sig mindst 45 minutter på en skole-dag. Så det er faktisk en lov.

Men halvdelen af eleverne bevæger sig ikke de 45 minutter, som man skal. Det viser en undersøgelse lavet af Syddansk Universitet.

Det er særligt de ældste elever fra 7.-9. klasse, som bevæger sig for lidt. Og det er særligt pigerne, som ikke får rørt sig nok. Læs mere om det her.

LÆS OGSÅ: Fedme skyldes ikke kun en usund livsstil – fedme er også socialt.




© Copyright - seismo 2019