Tiden læger alle sår, men de sår man får efter at have været udsat for folkedrab og at være overlever, læges aldrig.

I dette tema kan du møde mennesker, der er flygtet, har været deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt eller har været gemt barn under nazisternes jødeforfølgelser i Danmark under 2. verdenskrig. De overlevede, men har altid måtte bære skyldfølelsen over, at de var de heldige, mens mange andre døde.

Film og live-event

Tre af temaets film er generationssamtaler, hvor overlevere taler med deres børnebørn. Derudover er der fem korte interviewfilm, hvor de overlevende fortæller om deres erindringer fra hhv. forfølgelse, flugt, deportation og livet efter. Find filmene herunder eller gå til temaets samlede materialeside på aldrigmere.dk

Live: Oktober ’43 – De sidste øjenvidner fortæller

91-årige Salle Fischermann kom til Theresienstadt som 13-årig og gennemlevede halvandet år i lejren. Salle fortæller om sine oplevelser og svarer på spørgsmål fra de unge.

Arrangementet bliver afholdt 6. oktober i tidsrummet 10.00 til 11.00 online og på Københavns Hovedbibliotek. Læs mere og tilmeld jer her.

Live-event 6. okt. Deltag fysisk eller online Læs mere og tilmeld her

Generationssamtaler

Salle Fischermann – Deportation

I filmen ser vi Salle fortælle sine børnebørn om hans oplevelser under 2. verdenskrig, for første gang. Pigerne giver udtryk for, at de synes han burde have fortalt dem det tidligere, og det får os til at tænke: Hvorfor mon Salle har haft så svært ved at fortælle familien, om det han har oplevet?
Måske kan vi forstå det, hvis vi selv tænker på grunden til, at vi ikke fortæller alt, hvad vi selv har gjort eller oplevet?

Tove Udsholt – Et gemt barn

Tove Udsholt mødes med sit barnebarn i Gilleleje vinteren 2018. Tove fortæller om sine oplevelser efter flugten fra den tyske besættelsesmagts jødeaktion i oktober 1943, sine oplevelser som gemt barn, og hvilke konsekvenser begivenhederne under 2. verdenkrig fik for hendes liv.

Hanna Skop – Flugt

Første gang Hanna flygtede fra nazisternes forfølgelse i 1939, kom Hanna med sin mor og sine to brødre til København. Her ventede Hannas far, som var flygtet fra Buchenwald, på dem. Der var lagt planer for den videre flugt: de skulle til Amerika, og både papirer og penge var på plads. Men da Tyskland besatte Danmark i april 1940 og USA gik ind i krigen, røg planen i vasken.