Rent drikkevand

Rent drikkevand i Danmark

I Danmark har vi allerede rent drikkevand, men vi skal passe på, at det ikke bliver forurenet.

Det er især landbrug, der truer vores grundvandet.

Danmark er et landbrugsland, og to tredjedele af Danmark er dækket af marker. Under en stor del af markerne, er der grundvand.

Landmændene gøder markerne med gødning, fordi planter har brug for gødning for at vokse. Men hvis landmændene gøder for meget, kan nogle af stofferne fra gødningen ende i grundvandet, eller blive skyllet ud i havet eller i åer og søer.

Landmændene kan også sprøjte markerne med pesticider. Pesticider kan også ende i grundvandet.

Du kan læse mere om gødning og pesticider herunder

Gødning

I gødningen er der et stof, der hedder nitrat. Planterne optager nitrat gennem deres rødder, men hvis landmændene gøder markerne for meget, så kan planterne ikke nå at optage nitraten fra gødningen. Derfor er der strenge regler for, hvor meget gødning landmændene i Danmark må sprede på marken.

Hvis landmændene spreder mere gødning end de må, så binder den nitrat, der ikke bliver optaget af planterne sig til vand. For eksempel regnvand. Vandet med nitraten kan sive ned i jorden og ned til grundvandet. Det kan dog også løbe ud i en sø eller å, og skabe problemer der.

Udover, at der er regler for, hvor meget landmændene må gøde, så er der også regler for, hvor meget nitrat, der må være i grundvandet. Hvis der er for meget nitrat i vandet, bliver grundvandsboringen lukket. For meget nitrat er nemlig giftigt for mennesker.

Pesticider

Der er også en anden måde, vores grundvand kan blive forurenet på. Vandet kan blive forurenet med pesticider. Pesticider er forskellige gifte, der kan dræbe insekter, ukrudt og svampe, så de ikke ødelægger planterne på landmændenes marker eller i folks private haver.

Pesticiderne siver ned i jorden med regnvandet, ligesom nitrat også gør. Det kan tage mange år, før pesticiderne ender i grundvandet. Derfor finder man nogle gange pesticider i grundvandet, der er blevet forbudte for mange år siden.

I dag er der flere regler for, hvilke pesticider man må bruge, end der var før i tiden. Man tester pesticiderne, og hvis de ikke bliver hurtigt opløst i jorden, så må man ikke bruge dem. Alligevel er der blevet fundet rester af pesticider i grundvandet.

Det kan du læse mere om her: Giftige stoffer er blevet fundet i grundvandet.

Rent drikkevand i Ghana

I Ghana er mange flere udfordringer med rent drikkevand, end i Danmark.

Ligesom i Danmark har Ghana også problemer med, at nitrat og pesticider fra landbrug forurener drikkevandet. Det er især på kakaoplantagerne i det sydlige Ghana, at der er problemer med pesticider.

I det nordlige Ghana kan det vand, der bliver brugt som drikkevand indeholde bakterier, virus og parasitter. Vandet er ofte slet ikke egnet til at drikke, og hvis vandet ikke bliver renset, så kan man få diarré og andre sygdomme af at drikke det.

Det er vigtigt at få undervisning om hygiejne, hvis man skal undgå at blive syg. Det lyder måske lidt underligt, men hvis man ikke ved, at man ikke kan se virus og bakterier, hvorfor så rense vandet eller vaske hænder. Vandet ser jo rent ud, og måske gør hænderne det også.

Beboerne i landsbyerne bliver også nødt til at vide, hvordan de vedligeholder de vandforsyninger, der bliver bygget. Og det koster penge.

De unge fra ungdomscenteret Yefl har med deres filmet smartphones filmet, hvordan landsbyboerne i området omkring Tamale skaffer vand.

Nogle bor så langt fra en ordentlig vandkilde, at de henter vand i de grumsede floder. De bruger også floderne til at bade, vaske tøj og fange fisk i. I andre landsbyer er beboerne mere heldige. Et sted er der for eksempel blevet bygget et vandtårn.

Du kan se, hvad de unge har filmet herunder.

Diarré

Diarré er ikke en almindelig dødsårsag i Danmark, men i 2019 blev der lavet en undersøgelse om dødsårsager i verden. Undersøgelsen viste, at der på verdensplan var cirka 1,5 millioner mennesker, der døde af diarre det år. Og de fleste af dem, var børn under fem år. Du kan læse mere om børnedødelighed under demografi.

Når man har diarré, kommer maden gennem tarmen uden at blive fordøjet ordentligt. Så får man ikke de næringsstoffer, og vitaminer og mineraler, man har brug for.

Hvis man har fået diarré, er det vigtigt at drikke en masse vand. Ellers kan man blive dehydreret. Men hvis det vand man drikker, er beskidt, så kan diarréen bare blive værre og værre. Det er en ond spiral.

Det er primært i de lande, man kalder for lav-indkomstlande og lav-middel-indkomstlande, at der er mange, der dør af diarré. Det er også de lande man kalder for ulande. Lande med en bedre økonomi kalder man for ilande. I ilande er diarré slet ikke på top ti over dødsårsager, men det er i ulandene. Du kan læse mere om ilande og ulande under emnet af samme navn.

En af de bedste måder at forbygge diarré er at give befolkningen adgang til rent vand, og bedre toiletter og hygiejneforhold. Befolkningen skal kunne gå på toilettet uden risiko for, at afføringen kommer i kontakt med drikkevandet.

Det er især i regntiden, at det kan være et problem, på grund af oversvømmelser. Du kan læse mere om regntid i afsnittet om klima.

Hvis man skal undgå diarré, er det er også vigtigt, at der er mulighed for at kunne vaske hænder. Både efter toiletbesøg, men især også inden madlavning.

Pest eller kolera?

Måske kender du ordsproget: ”Det er som at vælge mellem pest eller kolera!”. Det er noget man siger, hvis man skal vælge imellem to ting, der virker lige slemme.

Begge sygdomme skyldes bakterier. Men det er kun kolera, der smitter gennem beskidt drikkevand. Kolera giver voldsom diarré.

Hvis man får kolera kan man dø i løbet af et døgn, fordi man mister så meget væske. Man skider sig simpelthen ihjel.

I Danmark er det nemt at behandle kolera. Det eneste man har brug for, er salt, sukker og vand.

Der er også andre sygdomme, der kan give diarré, det kunne for eksempel være tyfus og colibakterier. De sygdomme kan man også få, hvis man drikker beskidt vand.

Vandforsyning og sanitære forhold

Det er ikke i alle landsbyer, der er adgang til vand fra for eksempel en brønd eller en fælles vandpumpe.

Nogle steder henter man vand fra floder. Det er især kvinder og børn, der henter vand.

Vandforsyning og sanitet: Øvrige emner