Kultur

Harry Potter-forfatter i shit-storm efter debat om transkønnede

Forfatteren J.K. Rowling er blevet upopulær på de sociale medier.

Foto: s_bukley/Shutterstock.com

Freya Ea Bjørnlund


20 december, 2019



Harry Potters 'mor' J.K. Rowling, er blevet upopulær på de sociale medier. Hun beskyldes for at hade transkønnede.

Harry Potters skaber, forfatteren J.K. Rowling, er kommet i massiv modvind på sociale medier. Kritikken startede, efter J.K. Rowling brugte et særligt hashtag på Twitter: #IStandWithMaya.

Det betyder noget i retningen af ”Jeg står sammen med Maya”.

Og hvem er Maya så, og hvorfor bliver folk så vrede over, at J.K. Rowling støtter hende?

Maya Forstater er en kvinde, som netop har mistet sit job i organisationen Global Development, som bekæmper fattigdom og ulighed.

Hun blev fyret, fordi hun har skrevet nogle kontroversielle tweets om transkønnede – personer, der ikke føler sig som det biologiske køn, de er født med.

Maya Forstater mener ikke, at transkvinder (personer, som er født med mandlige kønsorganer) nogensinde kan blive rigtige kvinder. Og hun mener ikke, at transkvinder skal have adgang til kvinders omklædningsrum i svømmehallen.

Hun har blandt andet tweetet: ”Jeg tror, at mænd ikke er kvinder. Jeg tror ikke, at det at være en kvinde/af hunkøn er et spørgsmål om identitet eller kvindelige følelser. Det er biologi.”

J.K. Rowlings provokerende tweet

Maya Forstater mistede sit job på grund af sine udtalelser om transkønnede på sociale medier. Senere slog retten fast, at det var rimeligt, at hun blev fyret.

Og her er det så, at Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling kommer ind i billedet. For hun mener ikke, at det er okay, at Maya Forstater har mistet sit job på grund af sine udtalelser.

J.K. Rowling tweetede:

Klæd dig, som du vil. Kald sig selv, hvad du har lyst til. Hav sex med enhver voksen person, som giver samtykke, og som vil have sig. Lev dit bedste liv i fred og sikkerhed. Men at tvinge kvinder væk fra deres job for at sige, at køn er virkeligt?”

Og tweetet fulgte hun op med hashtagget #IStandWithMaya.

Så startede shitstormen.

Beskyldes for at hade transkønnede

J.K. Rowling har fået mange vrede beskeder på Twitter. Flere beskylder hende for at være transfobisk – altså at hun hader transkønnede.

Flere organisationer har også kritiseret J.K. Rowling. Blandt andre The Human Rights Campaign, som kæmper for menneske-rettigheder, blandt andet retten til ikke at blive behandlet urimeligt på grund af sit køn – læs mere om, hvad menneskerettigheder er her.

På Twitter slår The Human Rights Campaign fast, at transkvinder faktisk er virkelige kvinder:

”Transkvinder er kvinder. Transmænd er mænd. Nonbinære personer er nonbinære.”




© Copyright - seismo 2019