Kultur

Folketeatret åbner ny ungdoms-scene med fokus på unges problemer

På den nye scene, Kvisten, skal unge helt ned til gymnasie-alderen opsætte forestillinger om dem selv.

Foto: Folketeatret.

Sesilie Christophersen


15 oktober, 2020



Den nye ungdoms-scene ved navn Kvisten på Folketeatret i København, skal få de unge i teatret. Forestillingerne er lavet og opført at unge, som taler om deres eget liv.

Folke-teatret har i mange år lavet forestillinger til både voksne og børn, men én alders-gruppe har ikke været repræsenteret – nemlig de unge. Men det vil Folketeatret nu lave om på. De har netop åbnet den nye ungdoms-scene, Kvisten.

Kvisten skal henvende sig til både unge og børn. Men i 2020 og 2021 indtager de unge scenen med deres egne fortællinger.

Projektet hedder “Under Huden” og er støttet af Realdania.

I første omgang vil der være tre til fire forestillinger, hvor unge mennesker fra gymnasie-alderen til slutningen af 20’erne, fortæller om de svære ting i deres liv.

Den første forestilling finder sted i november, hvor skuespiller Lise Pleidrup fortæller, hvordan det er at være tyk i en verden, der værdsætter tynde mennesker højest, og hvilke fordomme folk har om det at være tyk.

De næste forestillinger er ikke helt på plads endnu, men vil handle om emner som angst, præstations-pres, selv-skade og homoseksualitet.

Teatret vil give de unge en stemme

Folketeatret håber, at den nye scene kan få nogle unge mennesker i teatret, som måske ikke er vant til at gå i teatret. De nye forestillinger tilbyder nemlig en helt anderledes teater-oplevelse. Det fortæller Silje Shearman Poulsen. Hun er projekt-leder på “Under Huden.”

“Det giver noget autenticitet og intimitet, når performeren fortæller sin egen historie. Det bliver en anderledes oplevelse, end man er vant til, at der står et helt almindeligt menneske og fortæller sin historie på en kreativ måde,” siger hun.

Folketeatret vil med den nye scene gøre plads til et nyt fællesskab blandt unge, hvor mennesker, som skiller sig ud fra mængden, er velkommen.

“Vi vil gerne give et kreativt fri-rum til unge mennesker, hvor de kan snakke om det, der fylder i deres hverdag. Vi vil gerne sørge for, at de bliver set, hørt og lyttet til,” fortæller Silje Shearman Poulsen og fortsætter:

“Jo mere man lærer om andre menneske, jo mere udvider man sin egen empati, og man føler sig måske ikke så alene. Det vil vi gerne være med til at støtte,” afslutter hun.

Folketeatret opfører skole-forestillinger klokken 11.00 på udvalgte dage. Undervisere kan booke billetter på brugteatret.dk. Alle andre kan booke billetter på Folketeatret.dk. Billetter til forestillinger fra “Under Huden” er gratis.

Læs også: Skuespiller Lise Pleidrup: Jeg vil gerne kaldes tyk.




© Copyright - seismo 2019