Politik

Flere unge bliver høje af lattergas – nu bliver det et ”hårdt stof” i Holland

Syv procent af danske unge mellem 12 og 25 år har prøvet at bruge lattergas til at blive høj af.

Foto: Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


9 december, 2019



I Holland kommer lattergas nu på listen over farlige og ulovlige stoffer, som for eksempel heroin. Skal vi gøre det samme i Danmark?

Du har måske prøvet det hos tandlægen. At blive bedøvet med lattergas og rende rundtosset rundt med grineflip bagefter.

Lattergas er godt til bedøvelse, når nogen skal rode rundt i dine tænder. Men det er ikke godt at inhalere for at blive høj. Man kan besvime og miste kontrol over sin krop – og hvis det går ekstra galt, kan man få hjerneskader og nerveskader. Og blive kvalt.

Alligevel er der mange unge, der bruger lattergas som et stof. Også i Holland, hvor politikerne nu har besluttet at gøre noget alvorligt ved problemet.

I Holland bliver lattergas nu sat på ”den sorte liste” over farlige og ulovlige hårde stoffer, skriver Jyllands-Posten. Det vil stadig være lovligt for tandlæger at bruge som bedøvelse, men det bliver forbudt for alle andre.

Det er især for at stoppe unge i at tage lattergas, siger Hollands sundhedsminister Paul Blokhuis:

”Vi kan ikke acceptere de risici, der er forbundet med lattergas, som særligt unge bruger.”

Hvad skal vi gøre ved lattergas i Danmark?

Lattergas bliver også brugt som stof i Danmark. Faktisk bliver det brugt mere og mere.

Ifølge Giftlinjen ringer flere og flere efter hjælp, efter de har taget lattergas. Giftlinjen er en telefonlinje, du kan ringe til, hvis du tror, du har spist, drukket eller på andre måder indtaget noget giftigt i kroppen, for eksempel stoffer.

I en stor undersøgelse fra 2017 blev 70.573 unge i alderen 12-25 spurgt, om de havde prøvet at bruge lattergas som et stof. Syv procent svarede ja. Det er ret mange.

Det har fået de danske politikere til at tænke over, om der skal laves nye regler for lattergas.

I dag er det lovligt at købe lattergas – det er dog ikke lovligt, hvis man vil bruge det til at blive høj af. Men det kan være ret svært for butikkerne at vurdere, hvorfor folk køber det.

I juli meddelte et flertal af politikerne i Folketinget, at de gerne vil begrænse, hvem der må købe lattergas, og hvor det kan købes. Partierne Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, DF og De Konservative vil alle gerne ændre reglerne.

Hvad synes du?

Bør det blive sværere at få fat i lattergas?

Indlæser ... Indlæser ...



© Copyright - seismo 2019