Her er samlet uddybende tekster og modeller, som du kan bruge i dit arbejde med genren.
Ekstra tekster til nyhedsartikel
Journalistik
Hvad er journalistik?
Journalistik er et arbejde, hvori du fortæller om aktuelle nyheder. Det kan være gennem aviser, TV og internet. Det er som regel en journalist, som står for at dele nyheden ud til verden. Journalisten fortæller:
- Hvad der sker lige nu (nyheder)
- Hvad andre har sagt (interview)
- Om det vi ikke ved (viden)
- Om det vi ikke selv kan opleve og se (referat)
- Hvad deres holdning er (klumme/anmeldelse)
Journalistens allervigtigste opgave er, at fortælle på en måde, så alle kan forstå det.
Journalistik er en vigtig del af danskfaget, da det på mange måder er en del af vores alles hverdag.
Lyt til tekst og ordforklaring
De to overordnede genrer i danskfaget
Der findes to overordnede genrer inden for danskfaget. Den ene er fakta og den anden er fiktion. Journalistik hører inden under hovedgenren fakta. Faktagenren bygger på det virkelige i vores liv og verden. Det er ofte tekster, der beskriver både virkelige personer og virkelige begivenheder. Det kaldes også for sagprosa.
Fakta og dens tre kategorier
Når vi snakker om fakta, deler vi den op i tre kategorier. Refleksion, opinion og information. Alle tre kategorier beskriver det virkelige i vores liv, men på hver deres måde. Indenfor hver kategori hører der en lang række andre genrer.
Refleksion:
At se tilbage/tilbageblik
Formålet med en tekst fra kategorien refleksion er, at indholdet skal inspirere læseren. Refleksion betyder at gennemtænke eller overveje noget i dybden. Når vi snakker om refleksion indenfor fakta, snakker vi om en tekst, hvor der tænkes højt. Journalisten deler sine tanker, observationer, synspunkter og erfaringer.
Vigtigt:
- Journalisten skal give en dybdegående skildring af indholdet.
- Læseren må ikke være i tvivl om at journalisten deler sine egne tanker og observationer.
Information:
At give form
Formålet med en tekst fra kategorien information er, at indholdet skal informere læseren. Information betyder at give form. Det er ofte viden, der gives videre. Når vi snakker om information indenfor fakta, snakker vi om en tekst, hvor journalisten afdækker begivenheder og nyheder ud fra faktuelle beviser og interviews. Altså er journalisten objektiv, og skildrer derfor kun det virkelige og aktuelle til læseren.
Vigtigt:
- Journalisten skal forholde sig neutralt til indholdet.
- Journalisten må ikke dele personlige holdninger eller erfaringer.
Opinion:
At udtrykke holdning
Formålet med en tekst fra kategorien opinion er, at indholdet skal overbevise og provokere læseren. Opinion betyder mening. Når vi snakker om opinion indenfor fakta, snakker vi om en tekst, hvor journalisten giver udtryk for sin egne holdninger. Altså er journalisten subjektiv, og deler derfor sit eget perspektiv med læseren.
Vigtigt:
- Journalisten skal nuancere indholdet ved at være subjektiv.
- Læseren skal ikke være i tvivl om at journalisten udstiller sine egne holdninger.
Objektiv
Når du beskriver noget objektivt (lægge frem), beskriver du det neutralt ud fra fakta og med alle aspekter af sagen.
Subjektiv
Når du beskriver noget subjektivt (lægge under), beskriver du det ud fra dine personlige følelser og holdninger, og ud fra din egen side af sagen.
Lyt til tekst og ordforklaring
Artikler generelt
En artikel er en tekst om et aktuelt eller fagligt emne indenfor skriftlige nyhedsmedier. De helt store og dyberegående artikler læser du i aviser. Formålet for en artikel er at belyse, informere, og give viden om aktuelle begivenheder. Indenfor danskfaget kan du skrive artikler i kategorierne opinion og information. Artikler bliver skrevet af journalister og er den primære del af journalistik. Layoutet på en artikel varierer alt efter hvilken genre indenfor de to hovedkategorier, du skriver i. For at skrive en god artikel eller bringe en nyhed frem i diverse nyhedsmedier, er det en god idé at bruge de 5 nyhedskriterier.
Lyt til tekst og ordforklaring
Nyhedskriteriet: hvornår er det egentlig en nyhed?
Aktualitet: Er en nyhed, som er fremme i tiden. Indholdet i din artikel må godt komme fra en historie, som er udgivet i andre medier. De fleste nyheder har rodfæste i dette nyhedskriterium.
Væsentlighed: Er en nyhed, som er relevant og vigtigt. Det har ofte en betydning eller konsekvens for en stor befolkningsgruppe.
Identifikation: Er at kunne leve sig ind i og kunne både forstå samt relatere til nyheden. Læseren får en oplevelse af at genkende sig selv i historien/nyheden. Indholdet i artiklen får læseren til at tænke ”Det kunne være mig”, ”Bare det var mig” eller ”Godt, det ikke er mig”.
Sensation: Er ofte en begivenhed, hændelse eller en person, som vækker følelser af fascination og chok og på denne måde også stor opmærksomhed. I nogle medier fylder denne type nyheder ikke så meget, og på andre er det forsidemateriale.
Konflikt: Er et sammenstød eller en stridighed mellem to eller flere parter.
Tip: Husk du kan altid gå ind på www.indidansk.dk og finde flere oplysninger.
Lyt til tekst og ordforklaring