Online
Facebook laver ændringer: Nu skal dit feed gøre dig glad
Flere undersøgelser viser, at du kan blive trist af at være på sociale medier. Nu vil Facebook lave ændringer, som skal gøre dig gladere.
Når du først begynder at scrolle på Facebook, er det svært at stoppe igen. Og når du endelig kigger op, er det, som om tiden er forsvundet. Og hvordan har du det egentlig bagefter? Er du glad indeni, eller bare lidt … tom?
Facebook har selv undersøgt, hvordan Facebook påvirker vores humør, skriver Politiken.
Og de har fundet ud af, at det påvirker dig negativt, hvis du ser meget indhold fra firmaer eller personer, du ikke rigtig kender. Til gengæld får du en positiv oplevelse, hvis du ser opslag fra folk, du kender. Og opslag, som faktisk får jer til at skrive sammen eller like hinandens kommentarer.
Derfor skal algoritmen nu ændres, så Facebook gør dig mere glad, fortæller to nordiske chefer for Facebook til Politiken.
Kan Facebook gøre dig trist?
Facebooks ændringer kommer efter, at flere undersøgelser har fundet en sammenhæng mellem sociale medier og depression.
I 2019 viste en undersøgelse fra Canada, at jo flere timer unge bruger på sociale medier, jo flere tegn på depression viser de.
Og i 2016 viste en dansk undersøgelse, at forsøgspersoner følte sig mindre triste, deprimerede og vrede, hvis de droppede Facebook bare en uge.
Nu vil Facebook ændre, hvilke videoer, billeder og andre opslag som dukker op i dit feed. Det fortæller Peter Münster, som er kommunikationschef for Facebook i Norden, til Politiken.
”Vi kan se, at det har en lille negativ effekt på folks humør, hvis de udelukkende læser andre menneskers opslag uden at interagere med dem. Det, der derimod virkelig betyder noget positivt, er, når man modtager kommentarer fra sine venner, og især fra ens nærmeste. Tilfredsheden med ens eget liv stiger, ens humør bliver bedre, og følelsen af ensomhed bliver mindre.”
Facebook vil også lave en helt ny funktion, som fortæller dig, når du er opdateret på alle nye opslag, så du kan stoppe med at scrolle.