Online

Facebook ændrer regler for deepfake-videoer

Foto fra en deepfake-video, hvor Storbritanniens premierminister Boris Johnson beder seeren om at stemme på sin modstander, Jeremy Corbyn. Det har han ikke gjort i virkeligheden, men det ser helt virkeligt ud. Videoen fra tænketanken Future Advocacy er dog ikke lavet for at snyde, men for at vise, hvordan deepfake-videoer kan se ud.

Foto: Future Advocacy

Freya Ea Bjørnlund


8 januar, 2020



Nu vil Facebook fjerne deepfake-videoer, som kan snyde dig.

Det ser rigtigt ud. Det lyder rigtigt. Så hvorfor skulle det ikke være rigtigt?

Vi er vant til, at fotos kan være photoshoppede og ikke til at stole på. Men nu er det også slut med at stole på, at videoer viser sandheden.

Med deepfake-teknologi er det muligt at få en person i en video til at sige og gøre noget, som han eller hun slet ikke har gjort.

Det kan se ret sjovt ud. Det er bare ikke så sjovt, hvis man ikke kan se, at videoen er falsk. Især ikke, hvis videoen viser en politiker sige noget, han eller hun aldrig har sagt.

Se bare videoen her, hvor Storbritanniens premierminister Boris Johnson beder folk om at stemme på sin modstander, Jeremy Corbyn. Det har han selvfølgelig aldrig gjort i virkeligheden. Men se, hvor overbevisende det ser ud:

Videoen fra tænketanken Future Advocacy er ikke lavet for at narre borgere i Storbritannien, men for at vise, hvor virkelige deepfakes faktisk kan se ud.

Facebook vil fjerne indhold, som:

Er redigeret eller syntetiseret – ud over justeringer af skarphed og kvalitet – på måder, der ikke er tydelige for en gennemsnitlig person og sandsynligvis vil vildlede nogen til at tro, at en person siger noget i en video, som de ikke faktisk har sagt.

Er et produkt af kunstig intelligens eller maskin-læring, der fusionerer, erstatter eller overlejrer indhold ind på en video, som fejlagtigt får den til at fremstå autentisk.

Kilde: Facebook.

Vil fjerne deepfake-videoer

I år er der præsident-valg i USA. Og falske videoer på nettet kunne risikere at påvirke vælgernes meninger.

Det vil Facebook forhindre. Derfor vil Facebook nu fjerne indhold, der med vilje er ændret for at vildlede brugerne. Det skriver Facebook i en presse-meddelelse.

Fra nu af vil Facebook fjerne indhold, som er redigeret på en måde, som almindelige mennesker ikke kan få øje på, og som kan vildlede nogen. Og også indhold, som er lavet med kunstig intelligens, der ændrer indholdet, så det ser virkeligt ud.

Eksperter, fakta-tjekkere og Facebooks egen teknologi skal bruges til at finde og fjerne deepfake-videoer.

En undtagelse

Der er dog én undtagelse fra reglen – nemlig satire. Hvis man laver en video, som kun laver sjov, er deepfakes altså tilladt.

Man skal huske at bruge sin fornuft, når man surfer på Facebook, siger Lars Konzack, som er lektor ved informationsstudier på Københavns Universitet til DR:

”Hvis noget er for godt til at være sandt eller stemmer alt for godt overens med ens egen virkelighedsopfattelse, så kan det godt være, at man skal være ekstra kritisk. Flere forsøg har vist, at det er særligt falske videoer, hvis indhold man er enig med, som man er mest tilbøjelig til at tro på.”




© Copyright - seismo 2019