Politik

Få overblikket: USA og Trump dræber Iransk general

Et billede af den nu døde general Qassem Soleimani

Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Julius Tromholt-Richter


3 januar, 2020



USA har i nat dræbt en general fra Iran. Læs her, hvem han var, og hvorfor han blev dræbt.

Iran

  • Iran ligger i Mellemøsten.
  • Landets hovedstad er Teheran.
  • Der bor 81 millioner mennesker i Iran.
  • Siden 1979 har Iran været et præstestyre. Det betyder, at landet reelt er styret af muslimske præster. Den øverste religiøse leder hedder ayatollahen.

Verden kunne i dag fredag vågne op til en stor bombe. Bogstaveligt talt.

USA og Trump har nemlig i nat slået en general fra landet Iran ihjel. Det gjorde de med et angreb fra luften. Generalen og fire andre blev dræbt ved lufthavnen i Irans naboland Iraks hovedstad Bagdad.

USA har bekræftet, at det er dem, som har dræbt ham.

Qassem Soleimani hedder den dræbte general. Og han var en meget magtfuld mand i Iran.

Hvem var han?

Der er nok ikke så mange, som kender Qassem Soleimani. Men han var en af de mest magtfulde personer i Iran. Han var general for Qud-styrkerne i Irans Revolutionsgarde – en afdeling af militæret, som er direkte under Irans religiøse leder, ayatollahen.

”Han var reelt en af de mest magtfulde mænd i Iran. En mand, som var langt mere magtfuld end landets forsvarsminister, og som havde en enorm indflydelse på iransk politik i Mellemøsten,” fortæller Michael S. Lund, som arbejder i Mellemøsten for DR.

Qassem Soleimani var meget berømt i Iran. Han havde blandt andet mange følgere på de sociale medier. At slå ham ihjel svarer lidt til at slå USA’s vicepræsident ihjel.

Hvorfor har de dræbt ham?

Iran og USA har længe været sure på hinanden. I 2015 lavede USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland en aftale med Iran.

I den stod, at Iran ikke måtte udvikle atom-våben (blandt andet bomber, som kan ødelægge kæmpe områder). Til gengæld ville landende gerne handle med Iran, som blandt andet har en masse olie, som Iran gerne vil have solgt.

I 2018 trak USA sig ud af den aftale og gav igen Iran økonomiske straffe, som skulle ramme Irans salg af olie.

Siden har landene beskyldt hinanden for at angribe skibe, militær-baser og områder med olie.

Den 14. september blev verdens største olie-anlæg i Saudi-Arabien angrebet af droner. USA, Saudi-Arabien og flere europæiske lande mener, at det var Iran, som gjorde det.

Den 30. december var der demonstrationer foran den amerikanske ambassade i Irans naboland Iraks hovedstad Bagdad. USA mener, at det var Iran, som stod bag demonstrationen. En amerikaner døde.

Hvad siger USA?

Pentagon, som er USA’s forsvarsministerium, skriver:

”Dette angreb havde til formål at forhindre fremtidige iranske planer om angreb. General Soleimani var aktivt i gang med planer om at angribe amerikanske diplomater og udsendte i Irak og regionen,” skriver Pentagon i en pressemeddelelse.

Pentagon siger, at ordren kom fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

Trump har selv ikke sagt noget endnu. Men han har lagt et amerikansk flag op på Twitter.

Hvad siger Iran?

Irans religiøse leder ayatollah Ali Khamenei siger på Twitter, at Iran vil hævne sig brutalt på de ansvarlige for angrebet på Qassem Soleimani og Iran.

Han fortæller også, at landet vil sørge i tre dage. Det skriver DR.

Ifølge Michael S. Lund kan man ikke vide, hvad hævnen betyder. Det kan være et angreb på amerikanske skibe i området, militære baser eller olie-firmaer i Mellemøsten.

Hvad siger Danmark?

De danske politikere er meget uenige. Flere fortæller, at de synes, generalen var en skidt fyr. Men mange er bange for, hvad drabet vil betyde.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti mener, at det var godt, at USA dræbt ham.

”Situationen er måske eksplosiv, men jeg synes, det er godt, at amerikanerne agerer, som de gør. Israel benytter samme taktik ved at tage de vigtige folk ud. Det skal vi bare hylde fra dansk side,” siger Søren Espersen til DR.

Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti (SF) er ikke glad for det, som er sket.

”Trump er en farlig mand for hele verden, for USA kan ikke skyde eller bombe sig til holdbare løsninger. Den snævertsynede krigsstrategi får ikke kun negative konsekvenser for Mellemøsten, men også for USA og Europa,” skriver han på Twitter.

Læs flere kommentarer her.




© Copyright - seismo 2019