Politik
Et fortroligt papir er sluppet ud fra Folketinget – og nu eksploderer dramaet mellem Socialdemokratiet og Venstre
Et fortroligt papir er havnet i avisen Jyllands-Posten. Det stammer fra forhandlinger mellem Socialdemokratiet og Venstre. Og det sætter ikke Venstre i et godt lys.
Man snakker med nogen under fire øjne. Man siger noget, som ingen andre må få at vide. Men pludselig slipper det ud – og alle taler om det.
Det er sådan en situation, partiet Venstre og den socialdemokratiske regering står i lige nu.
Partierne har holdt nogle vigtige møder, hvor de forhandlede om, hvordan økonomien i Danmarks kommuner snart skal ændres. Møderne var fortrolige – ingen skulle høre, hvad der blev sagt.
Men nu er et papir sluppet ud, som sætter Venstre i et dårligt lys. Papiret er havnet hos avisen Jyllands-Posten, som har skrevet om, hvad der står.
Socialdemokratiet påstår, at partiet ikke ved, hvordan papiret er havnet hos avisen. Men Venstre er rasende og mener ikke, at de kan stole på, at Socialdemokratiet kan holde tæt. Så nu er der gået hårdknude i en af årets vigtigste forhandlinger i Folketinget.
Vi forklarer sagen her.
Hvad forhandler de to partier om?
Lige nu prøver Socialdemokratiet i regeringen at få et flertal af politikerne i Folketinget til at stemme for et nyt forslag. Det kaldes udligningsreformen.
Regeringen vil lave om på, hvor mange penge kommunerne i Danmark har til at tage sig af deres borgere. Udligningsreformen foreslår et system, hvor de rigeste kommuner skal betale flere penge til de fattigste. Hele 18 milliarder kroner skal flyttes rundt i landet.
På den måde udligner man forskellene i kommunernes økonomi. Og sådan kan man sørge for, at danskere får den samme hjælp i alle kommuner, for eksempel i skoler og på plejehjem.
Du kan læse meget mere om, hvordan regeringen vil fordele pengene i udligningsreformen her. Og du kan søge efter, hvor mange penge regeringen vil give eller tage fra din egen kommune hos DR her.
Den socialdemokratiske-regering forhandler med flere partier for at blive enige om en udligningsreform, som et flertal af politikerne vil stemme for.
Men nu er regeringens forhandlinger med Venstre i fare for falde til jorden, fordi et papir er sluppet ud fra forhandlingerne.
Hvad står der i papiret?
Et papir er havnet hos avisen Jyllands-Posten. Det beskriver partiernes forhandlinger om udligningsreformen.
Papiret er skrevet af folk fra regeringen – det er et såkaldt regerings-notat. Det lister op, hvad de forskellige partier angiveligt har sagt, at de gerne vil have ændret eller skrevet ind i udligningsreformen.
Det mest usædvanlige i papiret er en bemærkning om, hvad Venstre gerne vil ændre. Partiet vil gerne sende flere penge til netop de kommuner, hvor Venstre har borgmestre. Det vil sige, at partiet vil hjælpe deres egne kommuner mere end andre – uanset, hvilke kommuner der har mest brug for pengene. De nævnte kommuner er Åbenrå, Frederikssund, Stevns, Varde og Lemvig.
Tidligere har Venstre selv kritiseret Socialdemokratiet for at gøre netop det – at sende ekstra penge til kommuner med socialdemokratiske borgmestre.
Det er helt almindeligt, at regeringen skriver den slags papirer – men de er fortrolige. Og det er slet ikke almindeligt, at sådan et papir finder vej til en avis.
En mail er også sluppet ud – hvad står der i den?
Det er anden gang, at der slipper hemmeligheder ud fra forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Første gang var det en mail. I februar blev den sendt rundt mellem medlemmer af Socialdemokratiet – men ved en fejl blev den også sendt til en journalist på Jyllands-Posten.
Og hvad stod der så i den mail, der var så hemmelig?
Der stod, at Socialdemokratiet planlagde et ”angreb på Venstre på SoMe (det står for sociale medier) og i medier”.
Midt i, at Socialdemokratiet og Venstre prøvede at blive enige om den vigtige udligningsreform, havde Socialdemokratiet altså planer om at kritisere og angribe Venstre i medierne.
Efter mailen kom ud, nægtede Venstre at forhandle videre med Socialdemokratiet. Senere valgte statsministeren Mette Frederiksen dog at sige undskyld for, hvad der stod i mailen.
Og siden gik Venstre med til at forhandle videre. Men først efter, at Socialdemokratiet lovede, at kun de allervigtigste personer måtte være med til møderne.
Men så kom det fortrolige papir i avisen. Og nu er forhandlingerne igen i fare.
Hvad siger de to partier?
Venstre er slet ikke tilfreds med, at fortrolige papirer havner i avisen. Det er et ”uhørt tillidsbrud” siger Sophie Løhde, der er politisk ordfører for Venstre, til Jyllands-Posten. En politisk ordfører udtaler sig på vegne af hele partiet.
Og hun vil ikke sige, om det, der står i papiret, er rigtigt:
”Jeg vil hverken be- eller afkræfte, om det er noget, jeg har sagt i et rum, der burde være fortroligt.”
Finans-ministereren Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet var en af de eneste personer, der var med til mødet. Men han afviser, at det er ham, som har sendt papiret videre.
Han kalder det ”dybt problematisk og meget alvorligt”, at papiret er blevet delt, skriver Kristeligt Dagblad.
Han har også udtalt til TV2, at det ikke passer, at Venstre har forsøgt at skaffe flere penge til kommuner med Venstre-borgmestre.
Nicolai Wammen og resten af Finansministeriet har nu meldt sagen til politiet. Politiet skal nu undersøge, hvordan papiret er sluppet ud af Folketinget.
Det vides endnu ikke, hvordan Socialdemokratiet og Venstre vil fortsætte forhandlingerne om udligningsreformen.