Politik

Eksperter: God idé med mund-bind flere steder

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, viser, hvordan man tager et mundbind på.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Julius Tromholt-Richter


15 september, 2020



Det vil være en god idé at have mundbind på i supermarkedet og på restauranter. Det mener flere eksperter. Politikerne overvejer det.

Du er måske begyndt at vænne dig til at have mund-bind på, når du kører i taxa, bus, tog og så videre. Måske har du endda en stak liggende i tasken.

Men måske skal du også snart have dem på i supermarkedet og på restauranter.

I flere dage i træk er flere end 300 nye blevet smittet med corona-virus i Danmark om dagen. Det er de højeste tal i fire måneder.

Der bliver testet flere nu, end der gjorde i april. Derfor vil tallene også være højere. Men de nye tal er stadig bekymrende. Derfor overvejer politikerne nu, hvad de skal gøre.

Et af forslagene har været, at man skal have mundbind på flere steder. Det giver god mening, mener eksperter.

Hvad siger eksperterne?

Faktisk vil det at have mundbind på ikke have den store effekt. Men idéen er stadig god. For det vil minde folk om, at de skal huske at holde afstand og passe på. Det fortæller Allan Randrup Thomsen, som er ekspert i virus-sygdomme, til DR.

”Det er jo ikke noget, der har en voldsom stor effekt, men når man lægger alle de her tiltag sammen, får man en stor effekt i den sidste ende. Så det kunne man meget vel gøre,” siger han til DR.

Han forklarer, at folk er blevet dårligere til at holde afstand til hinanden i supermarkedet. Mundbind kan være med til at huske os på, at vi skal holde afstand.

I videoen herunder kan du se en undersøgelse af forskellige mundbind. Her kan du se, hvor meget dråber bliver spredt ved for eksempel et nys. Der er fire personer med i forsøget.

1) En uden maske.
2) En med et hjemmelavet mundbind af stof med et lag stof.
3) En med et hjemmelavet mundbind af stof med to lag stof.
4) En med en kirurgisk engangsmaske – som dem man køber.

Er mundbind nok?

Nej. Man skal huske, at mundbind ikke virker i stedet for de andre corona-regler. Det forklarer Jens Lundgren, som er professor og overlæge på Rigshospitalet, til TV2.

”Det er ikke noget, der kan stå alene. Det skal gøres sammen med de andre ting, vi ved, der virker. For eksempel håndsprit og begrænset nærkontakt,” mener Jens Lundgren.

Hvad siger politikerne?

Det er politikerne i Folketinget, der bestemmer, om der skal indføres nye regler om mundbind.

Og der vil snart komme nogle nye corona-regler. Det forklarer Rasmus Horn Langhoff, som er sundheds-ordfører for Socialdemokratiet. Det er ham, der udtaler sig på vegne af partiet om sundhed. Socialdemokratiet sidder lige nu i regeringen.

“Vi må forvente – desværre – at se flere restriktioner,” siger han.

Folk fra både supermarkeder og restauranter siger, at de lige nu taler med regeringen om muligheden for at indføre mundbind. Hvad de bliver enige om, må vi vente med at se.

LÆS OGSÅ: Nu anbefales det at bruge mundbind: Det skal du vælge, og sådan bruger du det.




© Copyright - seismo 2019