Politik

Efter doping-skandale: Rusland udelukkes fra sport i fire år

Ruslands præsident Vladimir Putin poserer sammen med Ruslands atleter, som vandt medaljer til vinter-OL i 2014.

Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV/SPUTNIK/AFP/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


9 december, 2019



De næste fire år må Rusland ikke være med i store sports-events som OL og VM i fodbold. Det sker som straf for en stor doping-skandale.

Det er knap så sjovt at spille mod nogen, som snyder. Og det har Rusland gjort over flere år – i alle mulige sportsgrene.

Masser af russiske sportsstjerner er blevet taget for doping – det vil sige at tage medicin, som gør dig bedre til din sport. Den kendte russiske tennis-stjerne Maria Sharapova, er en af dem, som har taget doping.

Og i september viste det sig, at den organisation, som egentlig skulle tjekke de russiske sportsstjerner for doping, formentligt har snydt med deres oplysninger. Den organisation kaldes RUSADA, og det står for Ruslands Antidopingagentur.

Nu har Rusland fået en straf. Den er blevet uddelt af den organisation, som står for at bekæmpe doping over hele verden, nemlig WADA, der står for Det Internationale Antidopingagentur.

Rusland bliver udelukket fra de største sports-events i de næste fire år, skriver TV 2. Ifølge BBC betyder det, at Rusland ikke må deltage i fodbold-VM i 2022 og heller ikke i OL 2020.

Ifølge BBC får Rusland til gengæld lov til at spille med i fodbold-EM til sommer, som blandt andet skal holdes i Rusland.

Ruslands doping-skandale

Rusland har en lang – og ikke særligt køn – historie med doping i sport.

I 2015 lavede WADA en stor undersøgelse af Ruslands atletik-stjerner. Og WADA kom frem til, at der foregår systematisk doping i Rusland, som er støttet af staten. Det vil sige, at det ikke kun er enkelte sportsfolk, som snyder. Men at magtfulde folk i Rusland også ved, hvad der foregår, men alligevel lader det ske.

I september i år blev det russiske RUSADA anklaget for at snyde med de oplysninger, som de leverede til WADA. Og nu kom straffen så.

Rusland har dog stadig ret til at protestere over straffen og få sagen taget op ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS) inden for 21 dage.

Og hvis man er en russisk sportsstjerne, som aldrig har taget doping, så er der også håb. Hvis man kan bevise, at man ikke har været en del af den store doping-skandale fra 2015, så kan man få lov til at deltage i store events som OL – men ikke som repræsentant for Rusland, bare som sig selv.




© Copyright - seismo 2019