Kultur

Den yngste nogensinde: Billie Eilish skal lave ny James Bond-sang

Billie Eilish var et af årets store musik-navne. Her optræder hun til koncert i Holland den 18. august.

Foto: Ben Houdijk/Shutterstock

Julius Tromholt-Richter


15 januar, 2020



Den kun 18-årige amerikanske sanger Billie Eilish skal synge tema-sangen til den næste James Bond-film. Hun bliver dermed den yngste nogensinde til at synge den.

Der er ikke mange 18-årige, som har lige så meget fart på karrieren, som Billie Eilish har. I 2019 blev hun kendt over hele verden med hittet Bad Guy. Hun har 45 millioner lyttere om måneden på Spotify. Hun har 40 milloner følgere på Instagram. Det skriver DR.

Det kører altså rimelig godt for den amerikanske sanger.

Og nu kan hun også kalde sig James Bond-sanger.

Når der skal laves en ny film i James Bond-serien, så får en sanger nemlig lov til at lave og synge tema-sangen. Og den ære har Billie Eilish nu fået. Det skriver hun på Twitter.

Billie Eilish bliver dermed den yngste nogensinde, der får lov til at lave en James Bond-temasang. Hun skal lave sangen sammen med sin storebror Finneas.

”Jeg er i chok”

Selv er Billie Eilish i chok over den store ære.

James Bond

  • James Bond-filmene handler om den hemmelige agent 007.
  • Der er indtil videre lavet 24 James Bond-film.
  • James Bond blev skabt af forfatteren Ian Fleming, som skrev 14 bøger om agenten.

”James Bond er den sejeste film-franchise, der nogensinde har eksisteret. Jeg er stadig i chok,” udtaler Eilish i en pressemeddelelse.

Det er da også nogle store navne, som Billie Eilish skal efterfølge. De to seneste tema-sange til James Bond-film er blevet sunget af mega-stjernerne Adele og Sam Smith. Adele med nummer Skyfall og Sam Smith med nummeret Writing’s on the Wall.

Begge numre vandt en Oscar, verdens største film-pris, for ’bedste originale sang’. Så der er noget at leve op til for Billie Eilish.

Den nye film hedder No Time to Die. Den får premiere den 2. april.

Kæmper for miljøet

Billie Eilish har tidligere gjort sig bemærket, ved at gå meget op i klimaet og miljøet.

Siden 2014 har hun blandt andet været veganer. Det betyder, at hun spiser plante-baseret mad. Og altså ikke produkter fra dyr, såsom kød, mælk, ost, smør, æg og så videre.

I 2020 skal hun på turné rundt i verden. Den tur skal være så grøn som muligt. Man vil derfor kun kunne købe plantebaseret mad til koncerterne. Det vil heller ikke være muligt at få plast-sugerør eller vand på flaske. Produktionen af plastik er nemlig dårligt for miljøet. Det skriver DR.




© Copyright - seismo 2019