Videnskab

Corona-virus: 14 danskere er kommet hjem fra Kina – én er på hospitalet og bliver testet for virus

Sådan ser det ud, når læger tester for corona-virus. Hvis testen er positiv, er man smittet med virusset – hvis den er negativ, er man ikke smittet. Denne test stammer ikke fra den dansker, som bliver testet for corona-virus i Belgien.

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


3 februar, 2020



En dansker ligger på et hospital i Belgien, hvor læger tester personen for det farlige corona-virus. Men vi skal stadig ikke være bange i Danmark.

Hele verden taler om corona-virusset – et ukendt virus, som pludselig dukkede op i Kina. Der findes ingen kur eller vaccine mod virusset. Og indtil nu har det kostet 361 personer livet i Kina, mens 17.205 personer er smittet, skriver Berlingske.

Nu bliver en dansk person testet for corona-virus på et hospital i Belgien, skriver TV2. Danskerens navn er ikke offentliggjort.

Corona-virus

  • Der findes mange slags corona-vira, og de fleste er ikke farlige, men kan give forkølelse eller problemer med luftvejene.
  • Det nye corona-virus dukkede op på et fiske- og dyremarked i den kinesiske by Wuhan. Flere forskere tror, at virusset kommer fra flagermus.
  • Corona-virusset kan smitte fra menneske til menneske, for eksempel ved nys eller kontakt med kropsvæsker.
  • Symptomer på virusset kan være feber, tør hoste og i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse.
  • Corona-virusset er en international sundhedskrise, ifølge WHO, som står for World Health Organization.

Kilder: Statens Serum Institut, WHO, Berlingske

Personen har ”sygdomssymptomer”, skriver Udenrigsministeriet i en mail til TV2.

”Personen vil blive testet for corona-virus,” står der.

14 danskere er hjulpet hjem fra Kina

Ingen dansker er indtil nu blevet smittet med corona-virusset. Den danske stat har tilbudt at hjælpe alle danskere hjem, som befandt sig i den kinesiske Hubei-provins, hvor virusset stammer fra.

15 danskere har sagt ”ja tak” til at komme hjem.  

I fredags landede de første fire personer i Danmark. Et hold af læger ventede på dem i Roskilde Lufthavn for at undersøge, om de var syge. Men ingen af dem viste tegn på at være blevet smittet.

Natten til mandag lidt efter kl. 01:00 landede 10 andre danskere i Danmark. De har det alle godt, og ingen viser tegn på smitte.

Men lægerne har vurderet, at to personer er i “høj risiko” for at være udsat for smitte. “Høj risiko” vil eksempelvis sige, at personerne har været tæt på andre, som kan være smittet. Derfor skal de være i ”hjemme-karantæne” i 14 dage – det vil sige, at de skal blive derhjemme i to uger. Der kan nemlig gå cirka 14 dage, fra man bliver smittet med corona-virusset, til man får tegn på sygdom. De 14 dage kalder man inkubationstiden.

Der skulle have været 11 personer på det fly, som fløj danskerne hjem natten til mandag.

Men da flyet mellem-landede i Belgien, blev den sidste person altså sendt på hospitalet for at blive testet for corona-virus.

Skal vi være bange i Danmark?

Nej. Virusset er nemlig ikke blevet fundet i Danmark. Og hvis det gør, så er vi klar. Det fortæller Søren Brostrøm, som er direktør i Sundhedsstyrelsen.

”Vi er heldigvis på forkant med situationen her i Danmark. Vores beredskab er på plads, og alle ved, hvad de skal gøre,” siger han i en presse-meddelelse.

Han fortæller også, at Sundhedsstyrelsen har sendt en meddelelse ud til alle sygehuse i Danmark, som forklarer lægerne, hvad de skal kigge efter, og hvad de skal gøre, hvis de opdager, at nogen er blevet smittet.

Både Skejby og Hvidovre sygehuse har afdelinger klar, hvis der skulle ske noget.

Læger og sygeplejersker i Danmark skal være godt beskyttede, hvis virusset kommer til Danmark.

Selvom virusset ikke er blevet fundet i Danmark, så er folk stadig nervøse. Både Matas og flere apoteker har nemlig oplevet, at mund-bind bliver revet ned af hylderne. Flere apoteker og Matas-forretninger har nu udsolgt. Det skriver Jydske Vestkysten.

Mund-bindene skal beskytte mod bakterier. Men Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man bruger mund-bind. I stedet er det vigtigere, at man husker at vaske hænder.




© Copyright - seismo 2019