Baggrund: Hvad er den danske model? Det er vigtigt at vide, før du får et job

Når du har et arbejde og tjener penge i Danmark, så er du en del af det danske arbejdsmarked.

Alle, som har et job i Danmark, er en del af arbejdsmarkedet. Uanset om du er direktør eller sidder i kassen i Netto.

Men hvem bestemmer egentlig, hvor meget du minimum skal have i løn? Kan du få et job, hvor du får fire kroner i timen?

I mange lande bliver det bestemt af staten og politikerne. Sådan er det ikke i Danmark. Her bliver det bestemt via aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Sådan har det været i Danmark i over 100 år. Det kalder vi for den danske model.

Det en god idé at kende til den danske model, inden du skal finde et job. Det forklarer Mikkel Mailand, som er lektor og har forsket i det danske arbejdsmarked på Københavns Universitet.

”Der er nogle unge, som tænker, at alt bare kører automatisk. Men man bør tjekke, om man er dækket af en overenskomst, eller om man bare har en individuel kontrakt. De unge skal vide, at man kan melde sig ind i en fagforening, som kan hjælpe, hvis man kommer i problemer på arbejdspladsen. Man skal også huske at læse sin kontrakt igennem,” siger han.

Vi forklarer, hvad den danske model går ud på.

Hvad er forskellen på en arbejdsgiver og en arbejdstager?

Det danske arbejdsmarked er delt op i to grupper.

På den ene side har vi dem, som ansætter folk. Det er arbejdsgiverne. Det er for eksempel en ejer af en virksomhed, som ansætter folk til at arbejde for sig. De giver altså andre et arbejde ved at ansætte dem.

På den anden side har vi dem, som bliver ansat i en virksomhed. Dem kalder vi for arbejdstagerne. De bliver altså ansat et sted, hvor de modtager en løn for deres arbejde.

Hvad laver en fagforening?

Arbejdstagere med den samme type job kan samle sig i en organisation. Den kalder man for en fag-forening.

Der findes mange forskellige fagforeninger, som typisk passer til det job eller den branche, som du er i. For eksempel har alle pædagoger en fagforening. Alle politimænd har også en fagforening. Og alle erhvervs-uddannede. Og så videre.

Fagforeningerne rolle er at kæmpe for arbejdstagernes interesser. De arbejder for at få de bedst mulige løn- og arbejdsforhold for deres medlemmer. Det gør de ved at forhandle med arbejdsgiveren.

Fag-foreningerne kan også hjælpe dig med mange andre problemer, du kan møde på dit arbejde. For eksempel hvis du ikke får din løn til tiden, hvis du bliver fyret uden grund, eller hvis du bliver syg i en længere periode.

Hvis du for eksempel er politimand, så kan du melde dig ind i politiets fagforening. Politiets fagforening hjælper alle politimænd i Danmark. De sørger for, at de får en ordentlig løn og har de samme arbejdsvilkår – ligegyldigt hvor de er ansat.

Cirka 65 procent af alle arbejdstagere i Danmark er medlem af en fagforening.

Alle de forskellige fagforeninger er samlet under én stor organisation. Den hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation eller bare FH. Sammenlagt repræsenterer FH 1,3 millioner arbejdstagere.

Hvem repræsenterer arbejdsgiverne?

I Danmark kan du blive ansat to forskellige steder: I det offentlige eller i det private.

Det offentlig er de områder, som er styret af staten. Det kan være politiet, skolerne, sygehuse og så videre. Det private er virksomheder, som er ejet af en eller flere private personer. Det kan være Carlsberg, LEGO, en tøj-forretning og meget mere.

Både det offentlige og det private ansætter folk. Derfor er der tale om arbejdsgivere. De er også samlet i forskellige organisationer, som kæmper for arbejdsgivernes interesser. De skal blandt andet sørge for, at arbejdsgiverne ikke skal betale alt for meget i løn til deres ansatte. Eller at de ansatte pludselig får et halvt års ferie.

De private virksomheder er repræsenteret af arbejdsgiver-foreninger. Der findes flere forskellige arbejdsgiver-foreninger, som passer til de forskellige brancher.

Der findes for eksempel en arbejdsgiverforening, som hedder Dansk Håndværk. Den repræsenterer virksomheder, som ansætter murere, tømrere, snedkere og andre håndværkere.

De forskellige arbejdsgiver-foreninger er samlet i én stor organisation. Den hedder Dansk Arbejdsgiverforening eller bare DA. Sammenlagt repræsenterer DA cirka 25.000 virksomheder.

De offentlige arbejdsgivere er ikke repræsenteret af DA. Det forklarer Mikkel Mailand.

“Arbejdsgiver-foreningerne repræsenterer kun de private virksomheder. I det offentlige er arbejdsgiveren repræsenteret af for eksempel Kommunernes Landsforening eller Danske Regioner,” siger han.

På den ene side har vi altså fagforeningerne, som kæmper for arbejdstagernes interesser. På den anden side har vi nogle organisationer, som kæmper for arbejdsgivernes interesser.

Hvad er særligt ved den danske model?

I de fleste lande i verden laver staten og politikerne love om, hvad arbejdstagere har ret til på arbejdsmarkedet. For eksempel hvad man skal have i pension, om man skal have løn, når man er syg, og hvor mange penge man minimum skal have i løn – det kalder man mindste-lønnen.

Men sådan er det ikke i Danmark.

Her har vi for eksempel ikke nogen lov om en mindsteløn. I Danmark er det nemlig op til arbejdsgiverne og arbejdstagerne at blive enige om en aftale omkring løn og arbejdsvilkår inden for den enkelte branche. Den aftale, som de skal blive enige om, kaldes for en overenskomst. Det er den danske model.

Det er derfor meget sjældent, at politikerne i Folketinget blander sig i forhandlingerne.

Hvis modellen skal fungere, er det vigtigt, at både arbejdsgivere og arbejdstagere er organiseret i fagforeninger og organisationer, som kan repræsentere dem til forhandlingerne. Det kalder man for høj organisationsgrad. En fagforening vil nemlig stå stærkest, hvis de kan forhandle på vegne af mange medlemmer.

I videoen kan du se nogle af fordelene ved den danske model:

Hvad er en overenskomst?

Arbejdstagere sætter sig sammen med arbejdsgivere og laver en aftale, som kaldes en overenskomst. Den bestemmer, hvor meget du minimum skal have i løn, hvor meget du skal arbejde, hvad der sker, når bliver syg, og så videre.

Hvis du for eksempel er murer, så er det altså repræsentanter fra en fagforening og repræsentanter fra arbejdsgiveren, som forhandler.

De to parter skal blive enige om en aftale, hvor alle kan være tilfredse. Når de er blevet enige om en overenskomst, så varer den som regel i to-tre år. Herefter skal de sætte sig sammen og forhandle igen.

Det er faktisk også muligt at blive ansat et sted, som ikke har en overenskomst. Så skal de følge den lovgivning, som der findes – det vil sige, at der for eksempel ikke er en mindste-løn. Og så kan du faktisk godt få et job, hvor du tjener fire kroner i timen. Derfor kan det være smart at være ansat et sted, som har en overenskomst.

Hvad hvis de ikke kan blive enige?

Det sker nogle gange, at en fagforening og en arbejdsgiver ikke kan blive enige.

Det kan for eksempel være, at en fagforening kræver, at deres medlemmer skal have mere i løn. Men det vil arbejdsgiveren ikke acceptere. Så opstår der en konflikt.

I sådan en situation er der flere ting, man kan gøre. Fagforeningen kan bede alle sine medlemmer om at strejke. Det betyder, at alle stopper med at arbejde. På den måde lægger man pres på arbejdsgiveren. Hvis alle de ansatte ikke møder op på arbejde, kan virksomheden jo ikke tjene penge.

Det skete blandt andet i februar 2020. Her strejkede sikkerheds-personalet i lufthavnen i København. Det betød lange køer og store forsinkelser. Ifølge fagforeningen var de utilfredse med, at 12 ansatte var blevet fyret uden grund. Læs mere om den sag her.

Omvendt kan arbejdsgiverne også sige, at ingen må komme på arbejde. Det kalder man for en lockout. På den måde kan arbejdsgiveren lægge pres på arbejdstagerne. Det er lidt som at sige: ”Hvis I ikke kan lide de vilkår, I har, så kan I ikke få lov til at arbejde.”

Det skete blandt andet i 2013. Her blev 50.000 lærere lockoutet i 25 dage. Det betød, at de ikke måtte komme på arbejde, og at 557.000 folkeskole-elever ikke kunne komme i skole i fire uger. Læs mere om det her.

En strejke eller en lockout varer normalt, indtil arbejdsgiverne og arbejdstagerne er blevet enige om en ny aftale.

Bestemmer staten så slet ikke noget?

Jo. Staten bestemmer også noget. Det forklarer Mikkel Mailand.

“Staten vedtager love, som handler om bestemte områder på arbejdsmarkedet. Det vil typisk være de områder, som ikke handler om løn og arbejdsvilkår på arbejdspladsen. Det kan være områder som ferie, eller hvordan man hjælper arbejdsløse,” siger han.

Han forklarer, at staten også bestemmer på områder, som handler om miljøet på arbejdspladsen. For eksempel hvor meget man må larme, forurene, eller hvilket sikkerhedsudstyr man skal bruge.

Inden politikerne i Folketinget vedtager love, som har betydning for arbejdsmarkedet, så lytter de til arbejdsgiverne og arbejdstagerne. Det skriver Beskæftigelsesministeriet, som er den del af Folketinget, der tager sig af arbejdsmarkedet.

Nogle beslutninger tager staten, arbejdsgiverne og arbejdstagerne sammen. Det kalder man for treparts-samarbejdet.

I samarbejdet er arbejdsgiverne repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), og arbejdstagerne er repræsenteret af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Under corona-krisen blev der for eksempel lavet flere treparts-aftaler. Blandt andet blev det aftalt, at staten under krisen skulle betale 90 procent af lønnen til elever og lærlinge. Læs mere om det her.

LÆS OGSÅ: Baggrund: Hvad er FN’s verdensmål – og kan corona-krisen spænde ben for at nå dem?