Mange fra det tyske mindretal

De indsatte i Fårhuslejren var først og fremmest mandlige medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig. I alt drejede det sig om godt 3.500 personer. Det svarede til ca. 25% af samtlige dømte danske landssvigere. Størsteparten blev først interneret og siden dømt i henhold til loven om tysk krigstjeneste. Tjenesten foregik hovedsageligt hos Waffen-SS eller hos hjemmefrontens uniformerede og bevæbnede korps.

Retsopgør med dødsstraf

Den første befrielsestid var præget af tanker om et strengt retsopgør. Danmark skulle hurtigst muligt tilbage til at være et demokratisk retssamfund, men de fem hårde år, Danmark havde været udsat for, skulle ikke gå ustraffet hen.

For at undgå lynchning og selvtægt blev et tillæg til den eksisterende straffelov udarbejdet af frihedsbevægelsen og politikerne.

Straffelovstillægget trådte i kraft d. 1. juni 1945. Det indeholdt en minimumsstraf på 4 år (som dog senere blev revideret) og også dødsstraffen blev genindført.

Dødsstraffen var blevet diskuteret i processen med at lave et straffelovstillæg. Dette punkt var muligvis det allersværeste at blive enig om, for denne strafform var blevet afskaffet i 1930 og blev ikke anset som en demokratisk og civiliseret måde at straffe på. Der blev ikke lagt skjul på, at hævnfølelse var drivkraften bag fortalerne for dødsstraf som straf i forbindelse med retsopgøret.

Derudover ville en dom betyde tab af almen tillid, og anke var som udgangspunkt kun muligt ved en dom på minimum 10 år. Straffelovstillægget skærpede visse handlinger, der allerede fremgik af den eksisterende straffelov, mens den også kriminaliserede en række nye forhold.

Frikorps Danmark

Den politiske uenighed kom særligt til udtryk, når det gjaldt Frikorps Danmark. Nogle mennesker mente, at de danske myndigheders tilladelse til hvervningen i 1941 kunne tolkes som en anvisning, andre mente, at uanset omstændighederne var indtrædelse på et hvilket som helst tidspunkt uacceptabelt.

Frikorpssagerne og sagerne om de SS-frivillige blev anset for at være små og forholdsvis ukomplicerede i langt de fleste tilfælde og prægede retsopgørets første år. Efterforskerne undersøgte nemlig ikke, hvad de danske soldater i SS havde foretaget sig uden for Danmarks grænser. De blev i stedet dømt for at have ladet sig hverve til tysk krigstjeneste.

For og imod strenge straffe

I offentligheden blev den hårde kurs i retsopgøret tydelig i de første måneder. Efterhånden som følelserne aftog og arbejdet med at vende tilbage til hverdagen for alvor tog fat, begyndte de kritiske røster mod de mange hårde domme. Der blev fra kritikerne zoomet ud, og bevidstheden om den nøgternhed og objektivitet, et retssamfund burde have, begyndte at træde klarere frem. Modbevægelsen kritiserede særligt den manglende juridiske faglighed, der var blevet nedprioriteret i forhold til de følelsesmæssige krav. Men dette argument stod ikke alene; der var stadig mindst lige så mange, der kæmpede for et strengt retsopgør. Kampen foregik ikke kun i Rigsdagen, også i offentligheden gav begge parter deres mening til kende.

I alt blev 12.382 personer (foruden værnemagerne) dømt efter straffelovstillægget og langt de fleste på grund af tysk krigstjeneste i en eller anden form.

Forbrydelser i Danmark eller i udlandet

Ifølge den danske straffelovs §101 er det forbudt at lade sig hverve til fremmed krigstjeneste, hvis den fremmede krigstjeneste er i krig med Danmark. Desuden er det forbudt at hverve folk til krigstjeneste under disse omstændigheder. Problemet var bare, at Danmark ikke officielt var i krig med Tyskland, og derfor var disse handlinger ikke kriminelle. Men noget tyder på, at det ikke var så ligetil, og at man skulle have efterforsket grundigere. Der findes flere eksempler på tidligere østfrontkæmpere, der blev idømt hårde straffe for HIPO-tjeneste, deltagelse i tysk terror eller på anden måde var skyldige i grove forbrydelser i Danmark efter hjemkomsten, men intet tyder på, at deres tid i udlandet blev efterforsket. I domsafsigelserne er det udelukkende de danske forhold, der lægges til grund.

Modviljen mod de danskere, der var i tysk tjeneste, og som opererede i Danmark, var markant voldsommere end mod de danskere, der havde tjent tyskerne i udlandet, netop fordi det foregik i Danmark. Disse danskere var i offentlighedens øjne de allerværste.

De helt grove forbrydelser efter straffelovstillægget, der gav dødsstraf eller fængsel i mindst 10 år omhandlede oftest dem, der havde deltaget i den tyske terror i Danmark.

Høje straffe for forbrydelser i Danmark

Generelt tegner udrensningerne et billede af, at retsopgøret koncentrerede sig om danske forhold. Især deltagelse i den tyske terror, samt politivirksomhed efter politikorpsets nedlæggelse i september 1944 straffedes meget hårdt med dødsstraf, livstid eller fængsel i minimum 10 år. For eksempel blev Schalburgkorpset af den danske befolkning betragtet som virkeligt onde landsforrædere på grund af deres deltagelse i terroren. Desuden havde de valgt at gøre tjeneste indenfor Danmarks grænser, altså direkte mod deres egne landsmænd.

Særligt Schalburgkorpset stod i mange borgeres bevidsthed som et symbol på virkelig onde landsforrædere. ”Schalburgtage” blev et begreb, der dækkede de tyske gengældelsesaktioner, eksempelvis clearingmord, uagtet om det var medlemmer af netop dette korps, der stod bag. Derfor var disse sager også meget synlige og blev generelt dømt strengt.

Dødsstraf ofte efter grov mishandling – i Danmark

Der var et klart fokus på nationale interesser, hvilket også ses i den store betydning, den offentlige mening tillagdes. Ud af 162 domme om drab begået af danskere i tysk tjeneste i Danmark, endte 72 med dødsstraf, og i en af sagerne blev den anklagede af Højesteret idømt fængsel på livstid fremfor dødsstraf med den begrundelse, at der ikke forelå et unationalt motiv. Der idømtes ofte dødsstraf, hvis retten fandt det bevist, at den tiltalte havde deltaget i grove mishandlinger af landsmænd, for eksempel under forhør.

Efterhånden som retsopgøret skred frem, blev den første tids hævnfølelse erstattet med et ønske om at vende tilbage til normale tilstande som før besættelsen. Hvor der i befrielsessommeren intet ønske var om at repatriere de dømte landsforrædere, blev man med tiden opmærksom på, at der ville komme en dag, hvor man igen skulle leve side om side i samfundet med tidligere dømte. Nu ændrede stemningen sig til at handle mere om resocialisering og at normalisere samfundet. Derfor blev straffene efterhånden også mildere og i oktober 1949 blev Fårhuslejren afviklet. På dette tidspunkt havde hovedparten af landssvigerne udstået deres straffe.

Hvor den danske befolkning i almindelighed opfatter Frøslevlejren som et stærkt symbol på tysk besættelse og dansk modstand, er Fårhuslejren tilsvarende et stærkt symbol på retsopgøret efter Anden Verdenskrig for de mennesker, som blev indespærret her.