Den manglende straf

Beviserne

Den anklagede havde naturligvis stor interesse i at fremstå så uskyldig som muligt, og ofte blev de SS-frivillige interneret sammen og kunne dermed ensarte deres oplevelser og forklaringer. Dette faktum kom frem i nogle få sagsbehandlinger, men det tyder ikke på, at anklagemyndigheden på den baggrund blev opmærksom på problemstillingen.

Faktisk findes der derimod sagsakter, der viser, at den tiltalte selv gjorde opmærksom på tjeneste i kz-lejre og selv oplyste om uhyre dårlig behandling af fangerne (dog uden at sætte sig selv i rollen som bøddel). Disse afhøringsrapporter blev også fremlagt i selve retssagen, og alligevel blev den tiltaltes gerninger oftest ikke efterforsket.

De besværlige sager

Udover de myrdede vidner, de destruerede SS-arkiver og soldaterne, der ofte ødelagde deres Soldbuch (soldaterbog), findes der alligevel gode kilder til SS’s forskellige placeringer. For ikke alle dokumenter blev ødelagt.

Hitlertyskland var en moderne bureaukratisk stat, og militært var det en nødvendighed hele tiden at vide, hvor de forskellige enheder befandt sig. Ydermere lavede UNWCC (De allieredes Efterforskningsenhed) lister over personalet i de forskellige kz-lejre, så der var mulighed for de danske myndigheder for at sammenligne egne oplysninger med de allieredes.

Da der aldrig forelå en definition på, hvad der kunne betragtes som henholdsvis ”store” og ”små” fisk efter retsopgøret, var et nøgleord ”uoverskuelighed”. Sagerne om de danske frivillige kunne nok ikke betragtes som værende ”store fisk”, eftersom de ikke havde været en del af en organisatorisk ledelse eller beslutningsproces.

Disse sager blev altså fra det officielle Danmarks side betragtet som små sager, samtidig var de omfattende og ressourcekrævende, og da beviserne ikke lå lige for, havde anklagemyndigheden simpelthen for travlt til at tage sig af dem. Man orkede ikke at beskæftige sig med sagerne på grund af den omfattende efterforskning. Der skulle udvises effektivitet, og for at gøre det, var der ikke tid til langvarige efterforskninger af enkeltpersoner.

Den Kolde Krig

I slutningen af 1940’erne mistede de allierede regeringer efterhånden gejsten i forhold til udrensningen af verdenskrigens krigsforbrydere. Den stigende kamp mod kommunismen resulterede i, at forfølgelsen af nazistiske forbrydelser trådte i baggrunden.

USA’s præsident, Harry Truman, var både antinazistisk og antikommunistisk, og da de allieredes sejr betød afslutningen på Hitlers Naziregime, blev opmærksomheden hurtigt rettet mod Stalin: Denne trussel syntes vigtigere end retsopgøret med nazismen. Der var brug for dele af den tyske ledelse til at genopbygge landet, for det ansås som sandsynligt, at Tyskland måske ville falde i hænderne på USSR.

Ingen ønskede et nyt Versailles, som krigsafslutningstraktaten fra den første verdenskrig kaldtes, og hvor Tyskland var blevet pålagt enorme straffe for en skyld, de var blevet tvunget til at påtage sig, og som havde betydet et land i dyb armod i mellemkrigstiden, en tilstand, de allierede nationer frygtede ville indfinde sig i landet igen, hvis USSR fik held til at annektere Tyskland. Især med Koreakrigens udbrud i 1950 var det umuligt at ignorere spændingerne længere mellem øst- og vestideologierne. Spændingerne brød ud i lys lue.

Denne tidens antikommunisme og kolde krig var en klar fordel for SS-soldater overalt, som fortsat kunne forsvare sig med fortællingen om den antibolsjevistiske frontkæmper, uanset om den var sandfærdig eller ikke. Faktisk blev mange tidligere højtstående SS-mænd rekrutteret til efterretningstjenester på begge sider af jerntæppet, og afnazificeringen blev nedprioriteret, fordi man nu havde en fælles fjende i kommunismen. Der findes ikke eksempler i Danmark på, at tidligere nazister blev brugt i efterretningstjenesten, men tendensen var derudover den samme her i landet: Fokus lå på truslen fra det kommunistiske Rusland.

Den politiske baggrund

Den politiske situation i Danmark var speciel. Både hvad angår samarbejdsregeringen i de første tre et halvt år, departementchefstyret under resten af besættelsestiden og samlingsregeringen, der fungerede indtil det første folketingsvalg i efterkrigstiden. Det har muligvis reddet Danmark fra mange fortrædeligheder, som overgik de andre besatte lande, men det har på den anden side givet mange kvaler i spørgsmålet om et retsopgør. Gruppen af danskere i tjeneste i udlandet var aldrig en del af overvejelserne om retsopgøret i Danmark, loven tog udelukkende sigte på landssvigerne.

Politikernes kardinalpunkt var, at samfundet hurtigst muligt skulle vende tilbage til tiden før besættelsesårene, og normaliseringsprocessen anså de som deres fornemste opgave. Dette betød, at vælgerne skulle høres, og kravet om retfærdighed var højrøstet. Samtidig var agendaen også at samle Danmark. Efter krigsafslutningen var der brug for en tilpasningstaktik for at vende tilbage til den demokratiske tilstand, som herskede før besættelsen.

Det manglende danske Holocaust

Meget hurtigt efter 2. Verdenskrig opstod et stort fokus på folkedrabet på jøderne, senere kaldet Holocaust. Men under krigen koncentrerede de fleste regeringer og eksilregeringer sig om forbrydelserne som helhed, og skelnede meget sjældent mellem, om de havde ramt jøder eller ikke-jøder.

Dette giver på sin vis god mening i forhold til Danmark, som undgik jødeudryddelser på egen jord og sidenhen har fået megen international anerkendelse for jøderedningerne i oktober 1943. Det en situation, som danskerne ikke uden grund har været og stadig er meget stolte af.

Det er blevet en væsentlig del af den kollektive fortælling og dermed også af danskernes nationale identitet. Men samtidig kan denne specifikke begivenhed også have været et argument for den manglende efterforskning af de danskere, der tjente nazismen udenfor landets grænser.

Nazismen havde på intet tidspunkt lagt skjul på deres raceideologi, hvor jøder figurerede allernederst skarpt forfulgt af de slaviske folkeslag i øst. Men Danmark havde aldrig været en del af den antisemitiske udryddelse, og om danskere andre måder kunne have deltaget i denne af alle mest grusomme forbrydelse, blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. Jødeudryddelse var simpelthen ikke en del af den nationale offentlige bevidsthed.

Det danske retsopgørs fokus var ikke på ofrene, som dermed ikke blev personificeret og måske en anelse glemt, og derfor kan det have svært at forholde sig til forbrydelser, man aldrig så med egne øjne.

Det nationale fokus og den nationale erindring

Umiddelbart er jura en størrelse, der forbindes med fakta, bevis og sandhed. Men i forhold til retsopgøret er en meget vigtig del af forløbet den kollektive historie om den samlede nations modstand mod besættelsesmagten.

Grundlaget blev allerede skabt umiddelbart efter regeringens opløsning i august 1943, hvor de illegale blade betegnede datoen, som den dag, den danske nation sagde stop til Tyskland. Som konsekvens af Danmarks bestræbelser på at vise sig selv og udlandet, at man aldrig var en del af eller støttede op om Hitlertyskland, var det vigtigt at fremstå som en samlet nation.

Hensynet til det tyske mindretal

Gruppen af danske SS-frivillige bestod mest af etniske danskere, men en stor del – i omegnen af 25 % – var fra det tyske mindretal. Det passede dog ikke ind i fortællingen om, at danskerne som helhed havde stået last og brast med de allierede imod Hitlertyskland.

Under udarbejdelsen af straffelovstillægget blev det diskuteret, om det skulle være en formildende omstændighed i dommen, at den anklagede havde befundet sig i en national loyalitetskonflikt – altså at vedkommende bekendte sig til det tyske mindretal. Enden på diskussionen blev, at det ikke skulle anses som en formildende omstændighed at tilhøre mindretallet.

Myten om usociale og underbegavede

De danske SS-frivilliges blev i det store og hele betragtet som underbegavede og moralsk fordærvede på den ene eller den anden måde.

Særligt synet på medlemmer af Frikorps Danmark blev fortællingen om de lidt intellektuelt tilbagestående fra de laveste sociale lag, der ikke havde haft åndsnærværelse nok til at fatte deres uacceptable beslutning om at indtræde i tysk tjeneste.

I slutningen af 1946 udtalte Mogens Fog på Folketingets talerstol, at de hvervede ofte var ”usociale og underbegavede”, og sinke-prædikatet synes at have klæbet godt til denne gruppe. Det har passet fint ind i både befolkningens opfattelse af tyskerne som uhyrer – og dermed at det kun var tåber, der kunne tilslutte sig – samt i politikkernes forsøg på at tie denne gruppe væk fra retsopgøret.

Dette syn på de SS-frivillige er efterfølgende blevet tilbagevist af forskere. Faktisk er gruppen af SS-frivillige repræsentativ for den mandlige del af den danske befolkning på dette tidspunkt, med en enkelt undtagelse: Langt de fleste var overbeviste nazister, hvilket ikke gjorde sig gældende i den øvrige befolkning.

Sådan noget gør danskere ikke

Der findes forskellige definitioner på modstandskamp, der omhandler alt fra den væbnede sabotage til alsang: Frihedskamp som begreb indebærer, at alle spillede hver deres rolle for at nå det endelige mål: Tyskernes nederlag i Danmark. Fortællingen om frihedskampen legitimerede danskerne som en del af de allierede styrker, og det kollektive erindringsbillede havde ikke plads til forestillingen om, at landsmænd kunne have taget del i de horrible gerninger, der var blevet begået.

Sammen med de rædselsbilleder, de illegale medier havde tegnet af kz-lejrene allerede under krigen, havde de også beskrevet ”den tyske folkesjæl” og nærmest fremstillet tyskerne som et særligt grusomt folk. Hvis den danske befolkning havde en vag ide om, at tyskerne på et helt biologisk plan indeholdt et særligt sadistisk gen, kunne dette ikke forliges med, at danskere skulle kunne være i stand til at begå samme forbrydelser. Det gik simpelthen imod den opfattede danske identitet, og argumentet om den dæmoniserede fjende ville falde bort.

De danske SS-frivilliges selvforståelse

De SS-frivilliges erindringshistorie passede også ind i den nationale: Den apologetiske SS-litteratur har hævdet, at Waffen-SS, som de fleste danske SS-frivillige tilhørte, udelukkende bestod af frontsoldater, som ikke havde at gøre med det øvrige SS, som var den organisation, der blev kædet sammen med grusomhederne, der blev begået under 2. Verdenskrig. I de frivilliges erindringer fortælles der om, at den pågældende enten var naiv og vildfaren i sin tro på Hitlers nazisme, at man var glødende antikommunist og derfor så krigen som en kamp mod bolsjevismen, eller at man var blevet presset til at melde sig, hvis man tilhørte det tyske mindretal.

Denne påstand er efterfølgende blevet modsagt af størsteparten af de forskere, der beskæftiger sig med 2. Verdenskrig og/eller delelementer af den, men i den umiddelbare tid efter den betingelsesløse kapitulation virker det som om, dette postulat fik en vis genklang. Antikommunismen, der efterhånden fyldte en del i Vesten gav plads til, at frontkæmpernes – sandsynligvis ofte konstruerede – historie om ”bare” at have været antikommunistiske og naive i forhold til den nazistiske ideologi blev godtaget: Vel havde de frivillige valgt et skidt redskab i SS, og derfor skulle de ikke have taletid i offentligheden, men det patriotiske grundlag for at bekæmpe kommunismen fejlede som sådan ikke noget.

Hvad vidste myndighederne?

Hvis danske myndigheder ikke, mens krigen rasede og i den allertidligste tid efter befrielsen, kendte til danske frivilliges rolle i krigsforbrydelserne, kom der efterhånden jævnligt eksempler på det. Disse tilfælde viste, at de danske frivillige i tysk tjeneste enten ikke havde holdt sig tilbage eller vidste i hvert fald, hvad der foregik:

• Allerede i sensommeren 1945 kom en dansk frivillig for retten tiltalt for drab på jøder i en kz-lejr i Polen, hvor han havde arbejdet som vagt. Sagen indeholdt overbevisende andenhånds forklaringer, der samstemmigt berettede om drab på jøder og civile. Den tiltalte idømtes fire års fængsel, da der forelå formildende omstændigheder, der desværre ikke forklares nærmere.
• I 1946 retsforfulgtes en dansk flaksoldat, der selv forklarede, at han ikke ønskede at gøre tjeneste i Waffen-SS grundet de grusomheder, organisationen begik.
• Samme år var to tidligere fanger, der virkede som kapo’er i den lejr, hvor de var fanger, tiltalt for brutal afstraffelse af andre medfanger. Begge forsvarede sig med, at de medfanger, der var blevet afstraffet, ikke var af dansk nationalitet, og landsretten frifandt dem, blandt andet med den begrundelse, at ofrene havde været ”udanske”.
• I 1948 behandlede retten i Gråsten sagen om en dansk kz-vagt, der havde myrdet en jøde. Forklaringen lød, at det var et medlidenhedsdrab, da jøden alligevel ville dø, og at vagten således handlede humant ved at aflive ham og forkorte hans lidelser. Sagen blev ikke efterforsket yderligere, og dommen lød på fem års fængsel for brud på både den almindelige straffelov og det særlige straffelovstillæg.
• I 1950 idømtes en dansker dødsstraf for krigsforbrydelser under sin tjeneste som kz-vagt. Disse eksempler og mange flere påviser, at det ikke kan have været muligt at holde fast i troen på, at danskere ikke kunne begå grusomheder og krigsforbrydelser.

Konventionerne bag retsopgøret

Historien om det danske retsopgør efter 2. Verdenskrig viser en udvikling i sagsbehandling og domsafsigelse, der varierer i meget høj grad alt efter hvilket tidspunkt i processen, der er tale om. Der var tale om en helt ny situation, som ingen lande tidligere havde stået i. Både på nationalt og internationalt plan måtte der skabes ikke kun nye love, men også nye begreber for at dække de utrolige forbrydelser, som kun meget få havde haft fantasi til at forestille sig før Hitlers magtovertagelse.

Regler for angrebskrig

Allerede med Haagkonventionerne af 1899 og 1907 var der blevet vedtaget regler for angrebskrig og landkrig. Forestillingen om, at det internationale samfund havde et ansvar for – hvis krig ikke kunne undgås – at beskytte civile befolkninger, gidsler, krigsfanger, sårede og andre ofre for krig går langt tilbage, men med Haagkonventionerne blev den humanitære folkeret nedskrevet og siden brugt som retningslinje for det internationale retsopgør efter 2. Verdenskrig.

Retsopgøret blev forberedt under krigen

Både de enkelte nationer og det internationale samfund skulle bygges op igen, helt bogstaveligt, men der var også lagt op til et omfattende retsopgør. Retsopgør, både nationalt og internationalt, blev forberedt en rum tid før Hitlertysklands ubetingede kapitulation i takt med, at flere og flere beviser for de uhyrligheder, nazisterne havde begået, kom til de allieredes kendskab.

Fra 1941 var eksilregeringerne i London begyndt at diskutere et kommende retsopgør på baggrund af de beviser, der allerede på dette tidspunkt forelå på krigsforbrydelser, og i oktober 1942 erklærede USA og Storbritannien, at en krigsforbryderkommission ville blive nedsat.

Moskva Deklarationen

På baggrund af denne fælleserklæring, hvori USA og Storbritannien fordømte de nazistiske forbrydelser og italesatte jødeudryddelsen, blev der afholdt et møde mellem de to lande og Sovjetunionen d. 30. oktober 1943. Moskva Deklarationen, som blev resultatet af mødet, beskrev, hvordan aksemagternes krigsforbrydere ville blive sendt retur og dømt i de lande, hvor forbrydelserne var blevet begået på baggrund af foreliggende beviser.  I Moskvadeklarationen bekendtgjorde de allierede nationer desuden, at krigsmålet ikke udelukkende bestod i at sejre over fjenden, men også at søge retfærdighed for krigens ofre og straffe forbrydelser begået under krigen. Ifølge formuleringen ville forbryderne blive ”forfulgt til verdens ende og overgivet til de lande, hvor de havde forøvet deres skændselsgerninger”.

Danmark lover at straffe forbryderne

De forskellige parter i mødet var dog opmærksomme på det faktum, at ikke alle krigsforbrydelser lod sig begrænse til en enkelt nation, altså de såkaldte major criminals. Denne udfordring skulle løses i London d. 8. august 1945, hvor de allierede enedes om at oprette Nürnbergdomstolen. London Chartret indeholdt definitioner på de forskellige arter af strafbare handlinger. Foruden krigsforbrydelser, som allerede var en del af folkeretten og specificeret i Haagkonventionerne, kom to nye begreber til på baggrund af de grusomheder, der var blevet udført af nazisterne – grusomheder, der ikke tidligere var set i så stort og organiseret omfang. Det drejede sig om forbrydelser mod menneskeheden, samt om forbrydelser mod freden. Fælles for disse tre punkter i London Chartret var, at havde man været en del af handlinger, der kunne betegnes som en af de ovenstående, var man kollektivt ansvarlig og kunne straffes individuelt. Aftalen i London blev tiltrådt af en lang række lande, heriblandt Danmark, der forpligtede sig til at leve op til bestemmelserne.

Det kollektive ansvar

Umiddelbart efter Moskva Deklarationen blev United Nations War Crimes Commission (UNWCC) etableret. Kommissionens hovedformål var at sikre retfærdighed for de grusomhederne, men også dokumentation for forbrydelserne og den afskrækkende effekt, et sådant samlet allieret retsopgør forhåbentligt ville have på fremtidige potentielle krigsforbrydere, var en del af tanken bag kommissionen. De allierede i kommissionen enedes om at kriminalisere en lang række nazistiske organisationer, herunder SS og Gestapo, men nok så vigtigt blev ethvert forsvar med begrundelsen, at man bare havde fulgt ordre blankt afvist: Medlemskab af og deltagelse i en af de nu ulovlige organisationer betød kollektivt ansvar, hvor hver enkelt måtte hæfte personligt.

Selvom det tilstræbtes at dømme krigsforbrydere i det land, hvor forbrydelsen var begået, havde hver nation en forpligtelse til at retsforfølge og straffe mistænkte krigsforbrydere uanset nationalitet, tid eller sted for forbrydelsen. Staterne havde pligt til enten selv at retsforfølge en mistænkt eller at udlevere til den stat, der havde beviser mod vedkommende.

Landssvigersager var et rent nationalt anliggende og således ikke en del af de allieredes formål med et internationalt retsopgør. UNWCCs målgruppe var i prioriteret rækkefølge: Hitler, hans nazistiske topledelse, samt hans generalkommando, dernæst industri- og finansledere, der havde spillet en aktiv rolle under naziregimet og til sidst de umiddelbare gerningsmænd til de enkelte forbrydelser.

Vidneudsagn

Der var mange grunde til, at overlevende vidner ikke kunne berette deres historie på en måde, så det rent juridisk kunne betragtes som et troværdigt vidnesbyrd: De overlevende led ofte af kz-syndrom eller af dårlig samvittighed over, hvad de i nogle tilfælde var blevet tvunget til at gøre i fangenskab, enten af nød eller efter trusler fra personalet.

Ydermere var fangerne ofte blevet sendt fra lejr til lejr og havde dermed svært ved at skelne steder og tidspunkter for specifikke forbrydelser, og efter krigen var de blevet spredt for alle vinde. Endelig var et enkelt vidnesbyrd heller ikke nok, da det dermed blev påstand mod påstand. Når det er sagt, så fandtes der mange vidnesbyrd. Ud af de lidt mere end 6000 danskere, der blev deporteret, vendte omkring 90 % tilbage og kunne berette om lejrene.

De tidligere fanger oplevede dog, at deres vidnesbyrd ikke var ønskede. De blev mødt med en ”kom videre”-holdning, og blev opfordret til at glemme deres oplevelser. Dette synspunkt passede ind i ønsket om en normaliseringsproces, men var på den anden side i direkte opposition til kravet om et strengt retsopgør og den civile retfærdighedsfølelse, der blev lagt til grund for udrensningerne.

Alligevel italesatte de tidligere fanger ikke, at retsopgørets indhold manglede de danske krigsforbrydere. Opgørets opmærksomhed omfattede de danskere, der havde været medvirkende til anholdelserne og deportationerne, det være sig stikkere, militærfolk, embedsmænd, korps, der udøvede polititjeneste og lignende, men få koncentrerede sig juridisk om de forbrydelser, der sidenhen blev begået mod fangerne, efter de var bragt over den danske grænse.