Videnskab

Åbne vinduer i klasse-lokalet er vigtige i kampen mod corona-smitte

Her lære 5.a. fra Tølløse Skole om de nye corona-regler.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Marie Byriel-Thygesen


10 august, 2020



Det er vigtigt at lufte ud for at undgå corona-smitte. Flere studier viser nemlig, at virusset kan smitte gennem luften.

Snart starter du i skole igen. Men det bliver helt sikkert en anderledes skole-start, end du er vant til. Der er nemlig en masse corona-regler, som du skal følge.

Som du sikkert allerede ved, skal du holde afstand og vaske dine hænder grundigt. Men hvad med at lufte ud?

Alle har nok prøvet, at sidde i et inde-lukket klasse-lokale. Og som din lærer nok vil sige, så er det godt at lufte ud en gang i mellem. Frisk luft er nemlig sundt. Men faktisk er frisk luft også vigtigt, for ikke at blive smittet med corona-virus. Det skriver Berlingske.

Hvorfor hjælper det at lufte ud?

Et virus kan smitte på to måder. Det kan smitte via dråber og luft. Det kalder man for dråbe-smitte og luftbåren smitte.

Dråbe-smitte betyder, at et virus smitter gennem dråber, som udsendes, når vi nyser, hoster og taler. Denne smitte sker gennem direkte kontakt eller gennem overflader, som en smittet person har været i kontakt med.

Indtil videre har eksperterne rådet os til at vaske og spritte hænder og holde 1-2 meters afstand for at undgå smitte gennem for tæt kontakt. Her har der altså været tale om dråbesmitte. Det er den smitte vi kender til, når vi snakker om at blive smittet med corona.

Hvordan skal man lufte ud?

  • Åbn vinduerne i hver side af lokalet, så der kommer gennemtræk i klasselokalet.
  • Sørg for, at der er gennemtræk i 5-10 minutter.
  • Lav gennemtræk én gang i timen – også selvom det er koldt udenfor.
  • Luft ud i frikvartererne.
  • Hold afstand og vask dine hænder godt.

Kilde: Berlingske

Forskere har længe forsøgt at finde ud af, om corona-virus også kan smitte gennem luften. Men ny forskning peger på, at smitten også kan sprede sig gennem luften. Det kalder man for luftbåren smitte.

Ved luftbåren smitte, smitter virusset gennem luften. Hvis dråberne er bitte-små, kan de blive hængende i luften i mange minutter, timer eller dage. Det betyder, at de kan flyve over større afstande. Man kan altså blive smittet uden at have direkte kontakt med smittede personer. Sådan skriver Videndskab.dk.

Derfor skal der luftes ud siger Torben Sigsgaard. Han er professor ved Aarhus Universitet og forsker i inde-klima og smitte-spredning.

”Hvis man skal holde smitte-trykket nede, gælder det om at lufte ud – at sørge for gennem-træk én gang i timen,” siger han til Berlingske.

Det er Sundhedsorganisationen WHO enige i. De mener også, at der er en mulighed for at virusset kan smitte gennem luften.  

Ved skolestart skal klasselokalernes vinduer stå helt åbne, så der kommer gennem-træk. For at undgå at blive smittet med corona-virusset, bør man nemlig have alle vinduerne åbne.

LÆS OGSÅ: Du har hørt om corona-virusset – men hvad er et virus egentlig?




© Copyright - seismo 2019