Kommunisterne fængsles

Den 22. juni samme år angreb Hitlers Tyskland Sovjetunionen, og det fik store konsekvenser i Danmark. Kommunisterne her i landet blev interneret i Horserødlejren. For de flestes vedkommende udelukkende på grund af deres politiske overbevisning, hvilket var et klart og meget stort brud på Grundloven. I august blev det danske kommunistparti (DKP) forbudt ved lov. I juli udsendte den danske regering et cirkulære, hvori det blev tilladt at ansøge om optagelse i Frikorps Danmark, altså at kæmpe i tysk krigstjeneste.

Statsministerens ”stikkertale”

Desuden holdt statsminister Vilhelm Buhl d. 2. september 1942 en tale, senere kaldet ”stikkertalen”, hvor han på det kraftigste fordømte sabotageaktioner og opfordrede til, at havde man viden om sådanne, skulle det fortælles til politiet.

I løbet af samarbejdsregeringens tid kom flere lovændringer med baggrund i besættelsesmagtens krav til. Kernen i lovændringerne var, at enhver modstand mod eller manglende accept af besættelsesmagten blev strafbar. Desuden blev ytrings- og forsamlingsfrihed efterhånden kriminaliseret. Lovgivning med tilbagevirkende kraft, ankemuligheder, særdomstole og undtagelseslovgivning er også alle eksempler på påvirkningen af det danske retssystem under den tyske besættelse.

Regeringen går af

I løbet af 1943 begyndte modstanden mod besættelsesmagten at vokse, og sabotageaktioner blev hyppigere. Tyskland led store nederlag på Østfronten, fascistlederen Mussolini blev afsat i Italien og håbet om et snarligt tysk nederlag fik danskerne til at strejke. Tyskland lagde pres på den danske regering for at få stoppet uroen, mens modstandsbevægelsen på sin side gjorde, hvad den kunne for at puste yderligere til danskernes oprørstrang. Slutteligt leveredes et tysk ultimatum til den danske regering: Indfør undtagelsestilstand og vigtigst: dødsstraf til sabotører. Trods de mange store indrømmelser de danske parlamentarikere tidligere havde gjort, var dødsstraf ikke en mulighed, og d. 29. august 1943 gik regeringen af. Danmark blev resten af besættelsen ledet af de respektive departementschefer.

Frøslevlejren opføres

Da den tyske besættelsesmagt i efteråret 1943 deporterede et stigende antal danskere til tugthuse og kz-lejre i Tyskland, protesterede de danske myndigheder flere gange, men uden held. Under en forhandling med besættelsesmagten i januar 1944 foreslog man fra dansk side, at der blev opført en interneringslejr i Danmark. Formålet fra dansk side var at forhindre yderligere deportationer til Tyskland.

I marts 1944 blev en lejr med tyskerne som bygherre opført ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse. De danske myndigheder, som betalte for opførelsen og driften af lejren, forsøgte yderligere at opnå tilsagn om, at allerede deporterede skulle føres tilbage til denne lejr. Dette så besættelsesmagten positivt på, dog med undtagelse af jøderne, som var blevet deporteret i oktober 1943.

Tyskerne bestemmer i lejren

Den 13. august 1944 blev de første 750 danske fanger, som havde siddet indespærret i interneringslejren Horserød på Sjælland, sendt til Frøslevlejren. Lejren husede efterfølgende det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. Sikkerhedspolitiet lagde også retningslinjerne for driften. Den øverste ledelse havde, ganske som i en tysk kz-lejr, SS-mandskab. Den indre lejrledelse og opsynet med de danske fanger varetog hovedsageligt det tyske Ordnungspolizei.

Frøslevlejren var helt speciel i europæisk sammenhæng, idet tyskerne havde accepteret, at det danske fængselsvæsen/Den Danske Forvaltning stod for fangernes forplejning og andre forsyninger.

Verdens mærkeligste kz-lejr

Den Danske Forvaltnings administrationsbygning blev placeret lige uden for det egentlige lejrområde. Inde i selve lejren var hovedbastionen lejrkøkkenet. Fangerne fik en både rigelig og nærende kost. Lægger man dertil, at tortur, vold, ydmygelser samt drab stort set ikke forekom, retfærdiggør det med rette betegnelsen ”verdens mærkeligste kz-lejr”.

Tyskerne ønskede, at fangerne fik et begrænset selvstyre. Fangeselvstyret i Frøslevlejren lykkedes dog med at undgå det grusomme hierarki, som var så generelt karakteristisk for de tyske kz-lejre. Man lykkedes med at etablere et effektivt skjold mellem fangerne og den tyske lejrledelse fordi:

Der var aldrig fødevaremangel, og dermed heller ingen rå overlevelseskamp blandt fangerne.

Fangepopulationen var præget af stor homogenitet. Der var hovedsageligt tale om modstandsfolk eller personer under mistanke for at være det. Fangerne var desuden af samme nationalitet.

Fangeselvstyret opbyggede en uhyre effektiv organisation. Den sad på op mod 90% af den praktiske drift af lejren og styrede desuden det påkrævede fangearbejde. At beskæftige så mange fanger krævede kreativ tænkning.

Deportationerne

I forhold til deportationer var fangeledelsen stort set magtesløs. En måned efter at lejren var taget i brug, brød tyskerne selve grundlaget for lejrens oprettelse ved at deportere 195 fanger til kz-lejr i Tyskland.

Dette udløste strejker over hele landet. Den første deportation blev fulgt af flere, således at 1.625 Frøslevfanger blev deporteret til Tyskland. 220 af dem døde.

Frøslevlejren blev oprindeligt bygget til ca. 1.500 fanger, men i marts 1945 var antallet over 3.000. I april nåede man som følge af evakueringen af nordiske kz-fanger i Tyskland helt op på 5.500 fanger. I alt passerede ca. 12.000 fanger lejren fra august 1944 til befrielsen.

Uden lejren var flere kommet til Tyskland

På trods af deportationerne, må lejren med danske øjne betragtes som en succes. Såfremt den ikke var blevet bygget, må man antage, at langt flere var blevet deporteret til Tyskland.

Dertil kommer, at selv om en fange blev deporteret fra Frøslev til Tyskland, betød anbringelsen i Frøslev som regel en forsinkelse af deportationstidspunktet. Det var ikke var uvæsentligt for overlevelsesmuligheden. Dødeligheden i den første transport fra Frøslev i september 1944 var ca. 25%, mens den generelt faldt væsentligt, jo senere deportationen fandt sted.