Videnskab

Nyt skelet fra dinosaur kan være det største i verden

Dinosauren levede for 98 millioner år siden.

Foto: Jose Luis Carballido/AFP/Ritzau Scanpix

Sesilie Christophersen


26 januar, 2021



Et nyt skelet fra en dinosaur er dukket op i Argentina. Forskere mener, at det kan være det største, som man nogensinde har fundet.

I Argentina har forskere fundet et kæmpe skelet af en dinosaur, som levede for 98 millioner år siden. Forskere, som finder skeletter fra en dinosaur, kaldes palæontologer. De mener, at det kan være det største dinosaurskelet i verden, og derfor også det største dyr, som nogensinde har levet. Det skriver CNN.

“Det er en kæmpe dinosaur, men vi forventer at finde meget mere af skelettet under udgravningen, så vi på den måde kan sige med sikkerhed, at det er verdens største,” siger Alejandro Otero. Han er palæontolog ved Argentinas Museo de La Plata.

Dinosauren kaldes en Titanosaurus og tilhører den gruppe af dinosaurer, som kaldes en sauropod. De er kæmpe planteædere med lang hals, lang hale og fire ben.

Forskerne ved ikke endnu, hvor lang denne Titanosaurus var og hvor meget den vejede. Men den ser ud til at være endnu større end en Argentinosaurus, som kunne blive op til 40 meter lang og veje 110 ton. Det er tolv gange så meget som en afrikansk elefant.

På billedet her under kan du få en fornemmelse af, hvor store disse dinosaurer egentlig var:

Svært at være sikker

Den gruppe af dinosaurer, som hedder sauropoderne, udviklede sig i begyndelsen af Kridttiden for 136 millioner år siden. Dinosaurernes levetid er delt op i tre perioder, som kaldes Triastiden, Juratiden og Kridttiden. Den store Titanosaurus levede altså i den sidste del af dinosaurernes tid på Jorden, hvor den bredte sig til alle kontinenter.

Bent Lindow er palæontolog på Statens Naturhistoriske Museum. Han mener, at fundet af skelettet er interessant. Men han forklarer, at det stadig er svært at være sikker på, at det nye skelet er det største i verden.

“Der er store usikkerheder omkring længde og vægt på disse enorme dyr, fordi det skal beregnes ud fra ofte meget fragmentariske skeletter,” siger han til TV 2.

Læs også: Hvorfor forsvandt dinosaurerne? Efter ny undersøgelse er svaret næsten sikkert




© Copyright - seismo 2019