Online

Netflix for spil: Tirsdag åbner Googles nye hypede spil-tjeneste

I morgen åbner Googles spiltjeneste Stadia, hvor man kan vælge mellem 22 spil.

Foto: Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


18 november, 2019



Google vil have en bid af det store spilmarked. Og nu slår virksomheden dørene op til en helt ny spilletjeneste.

Spillenes svar på Netflix. Det er idéen bag Googles nye streaming-tjeneste til spil, som skal hedde Stadia. I morgen den 19. november åbner den i 14 lande, og et af dem er Danmark, skriver Berlingske.

På Stadia skal man ikke downloade eller installere noget, og man skal ikke bruge nogen konsoller som Xbox eller Playstation. Man kan bare streame spil direkte på nettet – dog kun på Googles egen browser Chrome.

For 69 kroner om måneden kan man spille spil på PC, tablet og smartphone. Og på fladskærm, hvis man bruger Googles modtager, Chromecast.

Når tjenesten går i luften, vil der være 22 spil at vælge imellem, blandt andre Farming Simulator 2019, Final Fantasy XV, Football Manager 2020 og Wolfenstein: Youngblood.

Krig om spil-streaming

Med den nye spiltjeneste vil Google markere sig på spilmarkedet, hvor man kan tjene mange penge. Spilmarkedet i hele verden forventes at omsætte for cirka 878 milliarder kroner i 2020, Ifølge analysefirmaet IHS Markit. Det vil sige, at gamere fra hele verden tilsammen forventes at købe spil for 878 milliarder kroner næste år.

Størstedelen af omsætningen vil komme fra mobilspil, lidt mindre vil komme fra PC-spil og konsol-spil. Og en lille del – “kun” 13,6 milliarder kroner – vil komme fra online cloud-spil, som Stadia er et eksempel på.

Google kommer dog ikke til at sidde på det nye cloud-spilmarked alene.

Apple kom først med spil-portalen Arcade, som åbnede den 19. september, og hvor der ligger over 100 nye spil lavet specielt til iPhone, iPad, Mac og Apple TV.

Microsoft arbejder også på en spiltjeneste, som skal hedde xCloud. Den bliver klar i 2020.




© Copyright - seismo 2019