Online

Astralis sælger spiller: Bliver en af verdens dyreste

Patrick 'es3tag' Hansen har tidligere spillet for det danske hold Heroic.

Foto: Shutterstock.

Julius Tromholt-Richter


16 oktober, 2020



Det danske Counter-Strike-hold Astralis sælger spilleren Patrick ’es3tag’ Hansen til rivalerne fra Cloud9.

Fire måneder. Så længe nåede danske Patrick ‘es3tag’ Hansen at spille for Astralis.

Den danske Counter-Strike-spiller skifter nemlig til holdet Cloud9. Det skriver det danske hold i en presse-meddelelse.

Skiftet går igennem senere i oktober.

Astralis er lige nu i gang med turneringen Dreamhack Open Fall. Det bliver es3tags sidste, som Astralis-spiller.

Med skiftet bliver den 24-årige dansker en af de dyreste Counter-Strike-spillere nogensinde.

Hvad kommer han til at koste?

Ingen af klubberne har meldt det præcise tal ud. Men det er en af de største handler nogensinde. Det fortæller Anders Hørsholt, som er CEO i Astralis Group, i en presse-meddelelse.

”Det her var ikke noget vi så komme, da vi hentede Patrick for fire måneder siden. Men transfers vil altid være en del af spillet. Vi vil ikke kommentere på detaljer omkring værdien, men jeg mener, at der er tale om en af de største transfers nogensinde,” siger han.

Den dyreste handel nogensinde var da Niko ‘NiKo’ Kovic skiftede fra holdet mousesports til FaZe Clan. Det gjorde han for tre millioner kroner.

Henry Greer, som er General Manager for Cloud9, skriver på Twitter, at handlen kommer til at koste holdet 2,1 millioner dollars. Det svarer til cirka 13 millioner kroner. Her er den løn, som Patrick ‘es3tag’ Hansens skal have de næste tre år regnet med.

TV2 Sport mener, at handlen koster Cloud9 3,2 millioner kroner. De betaler altså 3,2 millioner til Astralis, for at købe Patrick ‘es3tag’ Hansen fri af kontrakten med det danske hold.

Dermed får Patrick ‘es3tag’ Hansen cirka 10 millioner kroner i løn over de næste tre år.

Hvorfor skifter han?

Patrick ‘es3tag’ Hansen fortæller, at han fik et tilbud, som han ikke kunne sige nej til.

“Cloud9 tilbød mig noget, som jeg var nødt til at tage seriøst,” siger han.

Han glæder sig til at blive en del af det nye projekt hos Cloud9.

”Jeg er vild med tankerne bag projektet, og jeg tror, de bliver en del af Counter-Strike-toppen de kommende år. Så mens jeg er ked af at forlade Astralis og folk her, ser jeg frem til en kæmpe udfordring i Cloud9. Jeg vil gerne takke fansene for den massive opbakning, de har vist mig. Astralis og fansene vil altid betyde noget helt særligt for mig,” siger han i presse-meddelelsen.

LÆS OGSÅ: Skandale: 37 Counter-Strike-trænere får karantæne – de har snydt.




© Copyright - seismo 2019