Identitet

Kun 1 ud af 3 anbragte unge tager folkeskolens afgangseksamen

Kun 30 procent af de anbragte unge i Danmark tager deres afgangseksamen.

Foto: Unspalsh

Nanna Hein


8 juni, 2020



Siden 2013 har kun en tredje-del af de anbragte børn i Danmark taget afgangseksamen i folkeskolens 9. klasse.

Ifølge organisationen Børns Vilkår er det kun hver tredje ung, som er anbragt, der tager sin afgangseksamen i 9. klasse. Sådan fortæller Rasmus Kjeldahl i radio-programmet P1 Morgen. Rasmus Kjeldahl eller direktør i Børns Vilkår

At være anbragt betyder, at man ikke bor hjemme hos sine forældre. I stedet bor man hos en pleje-familie eller på et opholdssted. Der kan være mange grunde til, at man bliver anbragt. Det kan blandt andet være, hvis ens forældre ikke kan tage sig af én.  

Det står meget bedre til for andre unge i Danmark. 9 ud af 10 unge, som ikke er anbragte, tager deres afgangseksamen i 9. klasse.

Hvorfor tager de ikke eksamen? 

For at bestå afgangseksamen i 9. klasse skal man til syv eksaminer. Fem af dem er faste, og to er nogle, man trækker. 

Der kan være mange grunde til, at de anbragte elever ikke består. En af grundene kan være, at de unge slet ikke får lov til at tage eksamen.

Ifølge Børns Vilkår kan voksne nemlig have så lave forventninger til de anbragte unge, at de slet ikke får lov til at prøve at tage eksamen i 9. klasse.

Den situation har 26-årige Stina Nielsen stået i. Hun blev anbragt som syv-årig. Hun fortæller i P1 Morgen, at hun faktisk tog en test inden afgangseksamen for at se, om hun var klar til at tage selve eksamen. Testen viste, at hun var klar. Alligevel fik hun ikke lov til at gå til afgangseksamen.

”Der var nogle voksne, der hvor jeg gik i skole, som vurderede, at jeg ikke kunne få min 9. klasses-eksamen. Jeg tror, det var for at skåne mig,” siger hun til P1 Morgen

Forskning viser faktisk, at de voksne ofte kan undervurdere de anbragte børn. I 2017 viste en undersøgelse, at flere anbragte børn gennemfører deres afgangseksaminer, end de voksne omkring dem forventede, da børnene var syv år gamle.

Hvad kan man uden en afgangseksamen?

Det bliver langt sværere at få sig en uddannelse, hvis man ikke har sin afgangseksamen fra folkeskolen. Så kan man ikke bare søge ind på erhvervsuddannelser eller gymnasiale uddannelser. 

Men man kan prøve at tage til samtale og en optagelsesprøve på en erhvervsuddannelse.

Ellers kan man søge ind på en almen grunduddannelse på FGU. Her har man fag som dansk og matematik. Man kan højst gå på FGU i to år.

Hvis man består almen grunduddannelse på FGU, kan man søge ind på en erhvervsuddannelse eller på HF.

Hvis man ikke består sin afgangseksamen i 9. klasse, kan man også vælge at starte i 10. klasse. Men 10. klasse alene giver ikke adgang til en ungdomsuddannelse.

Det er altså muligt at tage en uddannelse, selvom man ikke har bestået 9. klasse – det kan dog være sværere.

Du kan læse mere om optagelse på uddannelse på ug.dk.

LÆS OGSÅ: Kjole-demonstration: Flere hundrede protesterer mod had-forbrydelser




© Copyright - seismo 2019