Kultur

HBO bekræfter: Ny Game of Thrones-serie på vej

Castle Ward i Nordirland, som i serien forestiller Winterfell, hvor familien Stark bor.

Foto: Unsplash

Julius Tromholt-Richter


30 oktober, 2019



En ny Game of Thrones-serie er på vej fra HBO. Serien kommer til at handle om Targaryen-familien og bliver en for-historie til Game of Thrones.

Var du også en af dem, som sad klistret til skærmen for at følge familierne Stark, Lannister, Targaryen og alle de andres kamp om magten i Westeros, så er der godt nyt.

HBO, som står bag den populære serie, bekræfter nemlig, at der kommer en ny serie fra Game of Thrones-universet. Så gør dig klar til mere blod, sex og drama.

Targaryen-husets historie

Den nye serie kommer til at hedde House of the Dragon. Handlingen foregår 300 år før Game of Thrones og vil handle om Targaryen-husets historie. Det bliver altså noget med en masse drager og lyst hår. Det afslørede HBO-præsidenten Casey Bloys:

”Det er en fornøjelse at kunne fortælle, at vi i dag har bestilt den nye serie House of the Dragon. Den fortæller Targaryen-huset historie og om Westeros’ tidlige dage” sagde han til en HBO-begivenhed i Los Angeles, USA.

Serien bliver til 10 afsnit, og den er baseret på bogen Fire & Blood. Den er skrevet af George R.R. Martin, der også har skrevet de andre Game of Thrones-bøger. Den nye serie bliver produceret af George R.R. Martin, Ryan Condal og Miguel Sapochnik, som har instrueret flere af Game of Thrones-afsnittene.

Vi ved ikke endnu, hvornår den nye serie får premiere.

Anden Game of Thrones-serie droppet

Der har været tale om hele fem forskellige nye Game of Thrones-serier. Én af dem skulle foregå 5.000 år før handlingen i Game og Thrones og have Naomi Watts i en af hoved-rollerne. Faktisk var HBO allerede i gang med at filme den nye serie. Men den er nu blevet droppet igen, fordi HBO tror mere på andre serier.




© Copyright - seismo 2019