Online

Kinesisk propaganda: Nu beskyldes USA for at skabe corona-virusset

Kina er kendt for at lave meget propaganda.

Foto: Noel Celis/AFP/Ritzau Scanpix

Nanna Hein


20 maj, 2020



Siden corona-virusset begyndte at sprede sig, har de kinesiske medier været gode til at skyde skylden på andre lande. Og deres yndlingsland at pege fingre ad er USA. Nu får USA blandt andet skylden for at have udviklet corona-virusset – med vilje.

Næsten fem millioner mennesker verden over er blevet smittet med corona-virus, og mere end 320.000 mennesker har mistet livet til virusset. 

Mens forskere verden over forsøger at finde en vaccine, og regeringer prøver at begrænse smitte-tallet, har nogle kinesiske medier travlt med at lave propaganda

Propaganda er information, som ofte er ensidig eller helt usand, og som spredes for at overbevise modtagerne om at mene, føle eller gøre noget bestemt.

Kina og USA har set hinanden som konkurrenter i mange år. Og nu bruger enkelte kinesiske medier altså propaganda til at svine USA til.

Hvad siger de kinesiske medier? 

Selvom de fleste eksperter er enige om, at corona-virusset kommer fra et dyre-marked i Wuhan i Kina, så findes der også andre vilde teorier. Sådan skriver online-mediet Vice.

Blandt andet har det kinesiske magasin Quishi skrevet en artikel om, at corona-virusset slet ikke kommer fra Kina – men derimod USA. Ifølge magasinet skulle virusset være kommet fra et laboratorium hos den amerikanske hær. Laboratoriet hedder Fort Detrick Biological Laboratory og har været lukket siden august sidste år. 

Corona-virusset skulle så været kommet til Wuhan i oktober 2019, da der var World Miltitary Games, som er en sports-konkurrence for soldater overalt i verden. 

Flere eksperter har dog været ude og sige, at virusset ikke kan være kommet fra Fort Detrick Biological Laboratory. Laboratoriet blev nemlig lukket ned, fordi det af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne forsætte.

Den danske top-forsker Kristian Andersen tror heller ikke på den mystiske historie. Sammen med flere andre af verdens bedste forskere på området afviser han, at virusset kan være skabt i af mennesker i et laboratorium:

“Alle data viser, at den er en naturlig virus og ikke manipuleret,” siger Kristian Andersen til Berlingske.

En lego-video

Kinesiske medier bruger også andre platforme til at sprede budskabet om, hvor forkert USA har håndteret corona-krisen.

For nogle uger siden dukkede en video op på YouTube. Videoen er lavet af det kinesiske medie New ChinaTV og handler om, hvor godt Kina har håndteret corona-krisen, og hvor dårligt USA har klaret den.

Du kan se videoen her:

LÆS OGSÅ: Trend på TikTok hylder vold




© Copyright - seismo 2019