Politik

Mette Frederiksen vil åbne Danmark for stor-centre, restauranter og de ældste elever

Lederne fra de forskellige partier er i gang med at finde ud af, hvad der skal åbnes.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Julius Tromholt-Richter


7 maj, 2020



Vi er snart klar til at åbne mere op i Danmark. Men hvad skal der åbnes for?

Danmark er klar til at åbne mere op.

Det er alle partierne i Folketinget enige om. Men hvad der skal åbnes op for, og hvordan det skal ske, er partierne i gang med at forhandle om lige nu.

I sidste ende er det regeringen, og statsministeren Mette Frederiksen, der bestemmer. Efter at have hørt de forskellige partiers ønsker, så foreslår hun, at der åbnes langsomt op for blandt andet stor-centre, caféer og restauranter. Og så skal de ældste elever tilbage i skole. Det fortalte hun i går onsdag på et presse-møde.

”Restauranter og caféer kan begynde at åbne igen, og de store skole-børn får mulighed for at få mere af deres hverdag tilbage. Også selv om der måske ikke bliver tale om en fuld skolegang,” sagde hun.

Hun forklarer, at der ikke vil blive åbnet som normalt. Der skal stadig holdes afstand, så vi ikke smitter hinanden med corona-virusset.

Hun sagde også, at der måske kan spilles fodbold i Super-ligaen igen – dog uden tilskuere på stadion.

Kan komme i skole i hold

Hvordan de ældste elever skal komme tilbage i skole, ved vi ikke endnu.

Men rundt omkring i kommunerne er de i gang med at forberede sig. Læs mere om det her. I 29 ud af landets 98 kommuner planlægger man at undervise eleverne forskudt.

Det betyder, at man skal i skole i hold. For eksempel hver anden dag hjemme og hver anden dag på skolen. Det kan også betyde, at de yngste elever er i skole om formiddagen, og de ældste er i skole om eftermiddagen. På den måde er der plads til alle.

Lige meget hvad kommunerne finder på, så er de ældste elever klar. De vil nemlig meget gerne i skole igen. Det forklarer Thea Enevoldsen, som er formand for Danske Skoleelever, til DR.

”Jeg tror, at langt størstedelen af de store elever lige nu er med på den værste, hvis det kan give noget hverdag og rytme tilbage,” siger hun til DR.

Lederne fra de forskellige partier mødes i dag torsdag klokken 10.30 for at forhandle. Senere torsdag vil de fortælle, hvad de er blevet enige om. De nye regler vil gælde allerede fra næste uge.

LÆS OGSÅ: Regeringen beskyldes for at holde landets vigtigste regne-stykke for sig selv.




© Copyright - seismo 2019