Økonomi
Løbet tør for SU? Nu kommer der hjælp fra politikerne
Cirka 800 studerende står uden SU. Men nu får de mulighed for at låne mere.
Har du brugt alle dine SU-klip? Har du mistet dit studie-job, og mangler du ekstra penge til huslejen?
Så er der snart hjælp at hente.
Politikerne i Folketinget er blevet enige om at give studerende lov til at tage ekstra såkaldte slut-lån i op til tre måneder – men med mulighed for forlængelse. Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en presse-meddelelse.
Når du går på en videregående uddannelse, får du et bestemt antal udbetalinger af SU – det kalder man SU-klip. Hvis du har brugt alle dine SU-klip, før du er færdig med uddannelsen, får du ret til at optage et slutlån for at få ekstra hjælp. Det kan du tage i de sidste 12 – eller nogle gange 24 – måneder af dit studie.
En særlig gruppe manglede hjælp
Mange studerende har mistet deres studiejob under corona-krisen. Og det kan gøre det svært at få pengene til at række.
Politikerne har allerede hjulpet de studerende ved at give dem lov til at optage ekstra SU-lån for op til 6.388 kr. per måned ud over de normale SU-regler – læs mere om det her.
Men en gruppe på cirka 800 studerende havde ikke ret til at optage sådan et lån. I den gruppe er der studerende, som allerede har brugt de slutlån, som de i forvejen har ret til. Men der er også studerende, der ikke har flere SU-klip tilbage, men som endnu ikke har ret til at tage et slutlån, fordi de ikke er nået langt nok i deres uddannelse.
Netop den gruppe vil politikerne nu også hjælpe.
Med den nye aftale får de altså lov til at optage ekstra slutlån i op til tre måneder med mulighed for forlængelse.
Ane Halsboe-Jørgensen, som er uddannelses- og forskningsminister, kalder de studerendes situation alvorlig:
”De studerende, der ikke har mere SU tilbage, har helt mistet muligheden for at forsørge dem selv. Det er både en alvorlig og trist situation, der kan give mange bekymringer. Det er vigtigt, at vi politisk skaber tryghed omkring de studerendes økonomi,” siger hun i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Sådan kan du fejre 1. maj online – men hvad fejrer vi helt præcist?