Politik

Hver fjerde student er i gang med sit tredje sabbatår. Skal loven laves om?

To sabbatår bliver hurtigt til flere for mange studenter.

Foto: Pexels

Julius Tromholt-Richter


27 september, 2019



Mange studenter ender med at tage tre sabbatår eller mere. Imens bliver de savnet ude på arbejdsmarkedet.

Skal jeg være læge eller politiker? Skulle jeg have valgt at blive håndværker? Skal jeg satse på fodbolden? Eller skal jeg lige tage et år fri, hvor jeg tænker mig godt om.

Du har nok også overvejet, hvad du skal uddanne dig som. Mulighederne er mange, og det kan være svært at vælge.

Mange, som har valgt at gå i gymnasiet, tager ofte et sabbatår, når de har fået studenter-huen.

Et år, hvor man lægger bøgerne på hylden. Tjener nogle penge eller tager ud at rejse, inden man begynder på sin uddannelse.

Men et år bliver ofte til to år. Og to år kan også blive til tre år. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri.

Hver fjerde student tager nemlig minimum tre sabbatår. Det er 12.000 studenter. Og det kan være et problem.

”Vi synes, at alarmklokkerne ringer, hvis man efter to år ikke er i gang med sin kompetence-givende uddannelse. For det tager jo nogle år at gøre den færdig, og i mellemtiden har vi stået og manglet dem ude i virksomhederne, siger erhvervschef i Dansk Industri, Lone Folmer Berthelsen, til DR.

Dansk Industri: Loven bør ændres

Gymnasiernes studie-vejledere, som hjælper eleverne til at vælge en uddannelse efter gymnasiet, må kun guide gymnasie-eleverne videre mod en videregående uddannelse. Sådan siger loven.

Dansk Industri foreslår, at den lov ændres, så studie-vejlederen også må guide eleverne i retning af erhvervs-uddannelser som frisør, kok, håndværker, tjener og så videre.

De mange sabbatår kan nemlig være et tegn på, at mange er endt på den forkerte hylde. Samtidig mangler erhvervs-uddannelserne folk. Her er der derfor masser af jobs til de unge mennesker.

Minister vil kigge på det

Uddannelses-minister Ane Halsboe-Jørgensen har selv haft to sabbatår, som hun har været glad for.

Hun mener, at man skal holde øje med de mange sabbatår. For jo flere sabbatår man tager, jo større er risikoen for, at man ikke kommer i gang med en uddannelse.

Ministeren er også enig i, at studie-vejlederne skal have lov til at guide eleverne mod erhvervs-udannelserne. Hun vil derfor gerne kigge på loven. For hende er det vigtigste, at de unge ender på en uddannelse, som de er glade for, fortæller hun til DR.




© Copyright - seismo 2019