Arbejdsmarkedet
Nyt projekt: Elever fra erhvervsskoler skal dyrke mere motion
De næste 12 uger skal eleverne på halvdelen af de danske erhvervsskoler dyrke motion to timer om ugen. De skal blandt andet dyrke yoga, fægtning og kampsport.
”Så tager vi lige to timers fægtning, inden vi har fri.”
Det er nok ikke lige det, du regner med at høre, hvis du går på en erhvervsskole. Men de næste 12 uger, skal elever og lærere på 40 ud af landets 86 erhvervsskoler dyrke motion to timer om ugen. Eleverne skal blandt andet dyrke fægtning, kampsport og fodbold-fitness sammen med professionelle instruktører. Det skriver DGI.
Projektet hedder KICK, og er startet af Danmarks Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI). Med sig har de fået 4 millioner kroner af Nordea-fonden til projektet.
På erhvervsuddannelserne uddanner man sig i retning af et bestemt job som for eksempel tømrer, dyrepasser eller fotograf.
Hvorfor skal de det?
KICK
- Over 8.500 elever og 1.400 lærere deltager i projektet.
- Målet er, at over 85 procent af eleverne har oplevet, at KICK har givet dem en bedre social og personlig trivsel.
- Siden 2015 har det været et krav, at eleverne på erhvervsskolerne skal bevæge sig 45 minutter om dagen. Der findes ikke nogen undersøgelser, som viser, om eleverne lever op til de krav.
Kilde: DGI.
Eleverne på erhvervsskolerne er i dårligere form end eleverne fra gymnasiet. Og det skal der gøres noget ved. Det forklarer Charlotte Bach Thomassen, som er formand for DGI.
”På erhvervsskoler er eleverne mindre aktive end på andre ungdomsuddannelser. Det gør vi noget ved nu. Vi ved, at aktive fællesskaber, der får pulsen op og grinet frem, gør en forskel for både den sociale, fysiske og mentale sundhed,” siger Charlotte Bach Thomassen.
En af de skoler, som har indført projektet, er Social- og Sundhedsskolen i Fredericia. Og her er de glade for det nye tiltag. Det forklarer Anne Mette Wind, som er direktør på skolen, til DR.
”Der er masser af forskning på, at når vi bevæger os, er det godt for vores hjerner, og vi lærer bedre. Så på den måde er det også rigtig godt for eleverne,” siger hun til DR.
På gymnasierne er 12 procent af eleverne overvægtige. På erhvervsskolerne er 30 procent overvægtige. Andelen af unge, som aldrig er fysisk aktive, er næsten dobbelt så stor på erhvervsskolerne som på gymnasierne. Det skriver Sundhedsstyrelsen.
Skal folkeskole-elever til eksamen i musik og madkundskab? Læs mere om det her.