Krigens mange ansigter

Endnu en militær-base er blevet angrebet – og USA’s udenrigsminister er vred

USA's udenrigsminister Mike Pompeo.

Foto: Mona HOOBEHFEKR / ISNA / AFP / Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


13 januar, 2020



En militærbase i Irak er blevet angrebet med raketter. Der var amerikanske soldater på basen.

I snart to uger har der været drama i Mellemøsten, især mellem USA og Iran. Et farligt drama, som har skabt frygt for krig.

Det hele startede den 3. januar, da USA valgte at dræbe den magtfulde iranske general Qassem Soleimani. Irans religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, udtalte efter angrebet, at Iran ville ”hævne sig brutalt” på USA. Siden har Iran faktisk angrebet to områder med amerikanske soldater i nabolandet Irak.

Og så har Iran også indrømmet at have skudt et passager-fly ned ved en fejl under konflikten – læs mere om den mystiske sag om flyet her.

Alligevel så krisen ud til at køle lidt af.

Men søndag den 12. januar blev en militær-base angrebet i Irak, og det har pustet til gløderne i konflikten. Det skriver DR.

Her er et overblik over det nye angreb.

Hvad skete der i angrebet?

Otte raketter ramte en militær-base i Irak om aftenen søndag den 12. januar, skriver DR. Fire irakiske soldater blev såret i angrebet.

Det skete på basen Al-Basad, hvor der også var et ”mindre antal” amerikanske soldater. De amerikanske soldater har længe været i Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. De fleste amerikanske soldater var dog allerede blevet flyttet væk fra basen på grund af konflikten i Mellemøsten og risikoen for angreb.

Hvem har gjort det?

Ingen har taget skylden for angrebet på militærbasen endnu.

USA har tidligere beskyldt militante iranske grupper i Irak for at udføre den slags angreb, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvad med tidligere angreb?

Hvis iranere står bag angrebet på militærbasen, ville det ikke være første gang.

Natten til mandag den 8. januar bombede Iran nemlig to militær-baser i nabolandet Irak. På den ene base, Ain Al-Asad-basen, var der amerikanske soldater. Og faktisk var der også danske soldater, som især hjælper med at træne irakiske soldater til at kæmpe mod Islamisk Stat.

Men ingen personer kom til skade i nogle af angrebene. Faktisk blev Danmark advaret seks timer inden angrebet, så der var tid til at passe på soldaterne. Læs mere om angrebene her.

Senere har Danmark valgt at trække cirka 100 danske soldater ud af Irak. Men 30-40 danske soldater er stadig i landet.

Hvad siger USA?

USA’s udenrigsminister Mike Pompeo er ”rasende” over angrebet mod på militærbasen Al-Basad i Irak, hvor der også er amerikanske soldater.

Det skriver han på Twitter:

”Rasende over meldinger om et nyt raket-angreb mod en irakisk luftbase,” skriver han.

”Disse overtrædelser af Iraks suverænitet, udført af grupper som ikke er loyale over for Iraks regering, må ophøre.”

Det vides ikke, hvordan USA har tænkt sig at reagere på angrebet.

Hvad siger folket i Iran?

I Iran har konflikten fået massevis af borgere til at gå på gaden og demonstrere mod Irans politikere.

De er især ikke tilfredse med, at Iran har skudt et passager-fly ned ved en fejl og prøvede at skjule sandheden – læs mere om sagen om flyet her.

Det er især studerende, som gik på gaden i protest, skriver DR.

De studerende råbte “løgnere” og krævede, at de ansvarlige, som har skudt flyet ned ved en fejl, træder tilbage og straffes for at at forsøge at dække over, hvad der skete.






© Copyright - seismo 2019