Politik
Canada klipper Trump ud af Alene hjemme-film
En scene med Donald Trump fra Alene hjemme 2 er blevet klippet ud af den canadiske udgave af filmen. Det har ikke noget med politik at gøre, siger Canada.
De fleste kender nok Alene hjemme-filmene. En rigtig jule-klassiker, hvor Kevin (Macaulay Culkin) bliver efterladt af sin familie og må kæmpe mod to røvere.
Hvad mange måske ikke ved, er, at der er en lille scene i Alene hjemme 2, hvor hovedpersonen Kevin taler med Donald Trump.
På Plaza-hotellet i New York, hvor Kevin bor i filmen, møder han en mand i receptionen, som han spørger om vej.
”Ned ad gangen og til venstre,” svarer manden. Den mand er Donald Trump. Filmen er fra 1992. Det er altså mange år før Trump blev præsident i USA. På det tidspunkt var han en rig forretningsmand, som blandt andet ejede Plaza Hotellet.
Men den scene er blevet klippet ud af den udgave af filmen, som bliver vist på den canadiske tv-kanal CBC, som er ejet af staten i Canada.
Og nu spekulerer folk i, om scenen er fjernet af politiske årsager.
Hvad siger folk?
I et morgen-program på det Trump-venlige amerikanske medie Fox News kaldte værterne det for både censur – altså at staten har fjernet det – og et led i en anti-Trump kampagne. Altså, at man har fjernet scenen, fordi man simpelthen ikke kan lide Trump i Canada.
Trumps søn, Donald Trump Junior, har på Instagram kaldt det ynkeligt, at Trump er forsvundet ud af filmen. Han siger også, at tv-kanalen CBC tydeligvis har valgt en politisk side.
Selv har Donald Trump tweetet, at den canadiske premier-minister (Canadas politiske leder), Justin Trudeau, tydeligvis ikke har været glad for, at Trump har bedt ham om betale flere penge til NATO-samarbejdet. Han skriver også, at ”filmen aldrig vil blive det samme uden den scene (jeg laver bare sjov).”
Om hele Trumps tweet er skrevet i sjov, skriver han ikke noget om.
CBC: Det har ikke noget med politik at gøre
Selv siger CBC, at det absolut ikke har noget med politik at gøre. De her klippet mange scener ud, som ikke har noget med historien i filmen at gøre. Sammenlagt har de klippet otte minutters scener ud, for at gøre filmen lidt kortere.
De har sendt den korte version af filmen siden 2014. Så det var altså før, at Donald Trump var blevet præsident.
CBC er ejet af den canadiske stat. Men kanalen er uafhængig. Det betyder, at dem, som sidder ved magten i regeringen, ikke kan bestemme, hvad der må sendes og ikke må sendes på tv-kanalen. Der er derfor ikke nogen beviser for, at det er staten, som har fjernet scenen fra filmen.