Videnskab

100 millioner år gamle bakterier er blevet vækket til live

Bakterier formerer sig ved at dele sig.

Foto: CDC/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


3 august, 2020



Forskere har fundet nogle bakterier, som stammer fra dinosaurernes tid. Og det er lykkedes at få dem til at vågne op.

Tænk, hvis man kunne vække de døde til live. Noget lignende er lykkedes for en flok forskere, skriver Videnskab.dk.

De har pustet liv i nogle bakterier fra havets bund, som er mere end 100 millioner år gamle. Der har de altså ligget siden dinosaurernes tid. Studiet er udgivet i det respekterede tidsskrift Nature.

Hvordan blev bakterierne fundet?

Tilbage i 2010 borede forskere 100 meter ned i havbunden midt ude i Stillehavet. Og her fandt de et samfund af bakterier, der nærmest ikke har forandret sig i over 100 millioner år.

Forskerne fra Japan Agency for Marine-Earth tog bakterierne med hjem for at undersøge dem.

Området i Stillehavet har stort set ingen næringsstoffer.

”Vores vigtigste spørgsmål var, om liv kan eksistere i et miljø med begrænset næring, eller om det område reelt er en livløs zone,” siger Yuki Morono, der har været med til at lave studiet, i en presse-meddelelse fra The University of Rhode Island.

”Og vi ønskede at vide, hvor længe bakterierne kunne opretholde deres liv uden næring mere eller mindre.”

Hvad gjorde forskerne ved bakterierne?

Bakterierne lever af organisk materiale, og det er der ikke meget af 100 meter under havbunden i Stillehavet. Derfor har bakterierne tilpasset sig et liv, hvor deres liv og udvikling stort set er gået i stå.

Bakterier formerer sig ved at dele sig. Når de har delt sig, siger man, at der er opstået en ny generation. Her over jorden kan det tage fra en uge til et år for bakterier at skabe en ny generation. Men under havbunden kan det tage op til 1.000 år. Det forklarer Bo Barker Jørgensen, som er professor i mikro-biologi på Aarhus Universitet, til DR.

“Det mest spændende her er, at selvom bakterierne dybt nede i havbunden lever i ekstrem slow-motion, kunne forskerne ved at give dem næring få dem til lige pludselig at sætte hastigheden op og begynde at dele sig.”

I laboratoriet gav forskerne ilt og næring i form af kulstof og kvælstof til bakterierne. Og pludselig begyndte de at dele sig hurtigt – allerede efter et par dage. Og pludselig stod de med levende væsner fra dinosaurernes tid.

Se her, hvordan forskerne fandt bakterierne:

LÆS OGSÅ: Vildt fund rejser spørgsmål om historien: Skal Danmark have en kobberalder?




© Copyright - seismo 2019